Side:Folkevennen 1852.djvu/173

169

Skyld i Mangelen paa Udkomme. Er andre Folkeslag udvortes lykkeligere, saa har de ogsaa sin Flid og Omtanke at takke derfor, og vist er det ialfald, at man i Amerika faar stræve ganske anderledes og bedre bruge sin Eftertanke end her hjemme i Norge. Rigtignok er her ogsaa i denne Henseende stor Forskjel paa Folk. Der gives Bygdelag f. Ex. Gudbrandsdalen, hvor der unægtelig arbejdes med Kraft; den uhyre Masse Sten, som man der maa bryde op af Jorden; de svære Vandledninger ovenfra de lange Lier; Arbejdet med at kjøre Jorden i Agerrenerne op paa de bratte Bakker, og endelig den Mængde Skigar, hvormed Jorderne besættes forat Sne og Muld ikke skal blæse bort – Alt dette er Noget, som hertillands maa beundres. Men det er ikke nok at arbejde flittigt og kraftigt; det er ogsaa Spørgsmaal, om der arbejdes klogt i alle Maader, og isaahenseende har vi Nordmænd især fornøden at lære. Men her er det just Ulykken, at man ikke altid vil. Vi har haft meget Godt og Gammelt iblandt os, som vi visselig gjorde Ret i ikke at kaste bort; men ikke alt det Gamle er godt, og ikke alt Nyt er Fjas. Det er saaledes Daarskab at holde fast ved det samme som Far og Farfar, hvis der bydes os noget Bedre; men gjærne er man saa bagvendt heroppe, at det Ny, der virkelig er godt, sætter man sig imod, medens alskens Fjas og Modevæsen lettelig finder Indgang. „Det Gamle er godt nok; vi er nu bleven hjulpen før og“, siger man. Javist er man bleven hjulpen paa sit Vis; men nu er jo Folkemængden større, og skal den blive lige saa godt hjulpen, som den ogsaa kan, da maa den lære at bære sig endnu klogere ad. Exempler paa denne Træghed, naar det gjaldt at indføre Forbedringer, har vi i Mængde. Potetesen er som bekjendt, saa overordentlig nyttig, at Millioner Mennesker nufortiden fornæmlig lever deraf, men det gik ikke fort med at faa den indført i Norge, ja en Præst, som opmuntrede dertil, fik endog Øgenavnet „Potetpræsten.“ Muld-