nu end dengang. Saa galt er det rigtignok ikke i Norge, men dog altid galt nok, saa det virkelig er paatide at vaagne op af Dorskhedens Søvn og lære Klogskab. Mere Oplysning i alle Retninger, det er hvad vi trænger til. Faar vi den, da vil hine Fordomme briste ligesom de gamle Jætter, thi sand Oplysning har en underlig Klang og en ligesaa underlig Kraft.
Jeg har sagt, at Arbejdet maa drives flittigt og klogt, og at man derfor bør kjende og prøve de ny Opfindelser, der gjøres. Med Hensyn til Flittigheden maa jeg endnu tilføje nogle Ord. At Landmanden er driftig til at bearbejde Jorden, Fjeldbonden med sit Skogsbrug og sine Markslaatter, Sjømanden i Sejlads og Fiskeri, Bergfolkene i sin Grube- og Hyttedrift o. s. v. – det er Altsamment godt; thi disse Ting er jo Hoved-Næringsvejen for enhvær af dem. Men det er ikke nok; de kan virkelig gjøre Mere endda – de kan ogsaa bruge sine ledige Timer. Agerdyrkeren kan næmlig ikke sysle med Jorden den hele Tid, ligesaalidt som Fjeldbonden i Skog og Mark; og Sjømanden hindres ofte af Stormen fra at søge sin Næring paa Havet. Lægger man sammen alle disse Fritider, skal man se, det gjør en stor Sum for det hele Aar. Det gjælder just her, at „mange Bække smaa gjør en stor Aa“. Kan du ved at anvende en ledig Vinterkvæld til Arbejde, fortjene endog blot 1 Skilling, er det ikke at foragte; for hele Vinteren udgjør det idetmindste 1 Daler, og det er Meget for en Arbejdsmand. Der er mange Smaating at tage fat paa. End f. Ex. at flette Kurve, gjøre Trækopper, Knivskaft, Sopelimer, Bøttehanker, Æsker, Lauper (Tiner), Nistebommer, Hægter, Hansker, Tegnebøger, Træsko, Horn- og Træskeer, Klædekoste, Skokoste og Malerkoste, smie Tøndeband og Skopinder, sysle med fint Træskjærerarbejde o. s. v. Man vil maaske indvende, at slige Arbejder lønner sig ikke; man faar ikke stort for Saadant nufortiden. Nei, det er sandt, men
