istedenfor at klage over sig selv og sin egen Daarskab. Men, siger man, Moden har jo en underlig Magt; den er en Tyran, og det er slet ikke at vente, at ret Mange formaar at modstaa den. Sagen er imidlertid ikke saa at forstaa, at den, der har Raad, skulde bryde aldeles overtvært med Skik og Brug; man kan jo efter Lejlighed nogenlunde følge Moden og dog beflitte sig paa Tarvelighed. Hvad om dog alle Fornuftige engang blev enige om at følge den nederste Grænse i Modeværdenen istedenfor den øverste; derved vilde Moden nogenlunde følges og Overdaadigheden lidt efter lidt aftage?
Som en Modsætning til Ødselheden staar vel den utidige Sparsomhed, og dog virker bægge til at forminske Folks Velvære. Just fordi Oplysningen mangler, er der forliden Omtanke og Skjønsomhed; saaledes tror man tildels, at alt Kniberi er i sin Orden, men ofte gjælder da Ordsproget: „Man sparer paa Skillingen og lader Daleren gaa“. Ved derimod i rette Tid at vove og ofre nogle Skillinger, vil man ofte vinde det Mangedobbelte igjen.
Nu tilsidst nogle Raad til Landmanden:
1. Dyrk op den udyrkede Jord du har! Hist og her bryder man vel op lidt Nyland, men endnu gaar det kun smaat dermed. Det er mærkeligt at høre Klager over Folkeformerelsen, saalænge vi har en saadan Mængde udyrkede Strækninger. Ved Sjøkanten drives Fiskerierne, og Jorden faar ligge i Ro eller dyrkes af Kvinder og Børn. I Fjelddalene, f. Ex. Østerdalen, klemmer man paa med sit Skogsbrug, hugger en Mængde Furu og Gran til Tømmer og Bord, men Jorden, den har det saa roligt, den faar fremdeles hvile i Fred som den har lagt siden Skabelsen. Der ligger Tusinder Mælinger af Jord i Landet, som kunde dyrkes og bære rigelig Korn, men man vil heller hugge og fiske. Men naar nu engang Skogen „gaar klar“, da maa man vel bryde op Nyland; – bedre var det dog nu at
