Ener og Furubar, trives den nok saa godt. Ogsaa Barken
af Furu og alskens Løvtræer liker den, og man slipper
jo at skave Barken af, som man ellers maa gjøre til Storfæ.
Kort sagt, Gjeden føder sig selv næsten Aaret rundt, og
naar man saa lægger Mærke til, at den er rig paa Mælk,
og at dens Ost staar i højere Pris end Koens, saa er det
højst forunderlig, at man i slige Egne ikke har flere af dette
Dyr. En Bonde i Aalen, som jeg spurte om Aarsagen
dertil, svarte blot, at man der ikke holdt Jætere, som man
derimod maatte hvis man skulde have Gjeder. Forunderlig
er det, man ikke kan indse, at en 50 eller 100 Stykker slige
Dyr lønner sig saa godt, at man gjærne for deres Skyld kunde
holde baade 1 og 2 Jætergutter og endda have stor Fordel
deraf; desuden kunde jo flere i samme Grænd slaa sig
sammen om Jætingen, og udføre den skiftevis.
Hvis der nu, som jeg haaber, er noget godt i disse Bemærkninger og i de Raad, jeg her har givet, saa har jeg endelig en Bøn: Glem ikke at gjøre dit Bedste med at følge dem! Desværre, man taler og skriver hertillands, og Folk læser det og tænker kanske, at det nok ikke er saa galt, men – lægger saa alligevel Hænderne i Skjødet, og de gode Raad bliver som en Røst i Ørkenen, der ingensteds finder rigtig Gjenklang. En og Anden gjør sig dog maaske Nytte af Undervisningen, og dem vil jeg bede om at bringe den videre. Lad os Alle, hvær i sin Kreds, ogsaa meddele Andre hvad vi har hørt; aldrig vil vi føle os gladere over en Kunskab og Indsigt, end naar Flere kan dele den med os.
Igjennem lange Tider har den norske Almuesmand haft kun lidet Kjendskab til sit Folk og Fædreland. I gamle Dage var det rigtignok ikke saa. For 500 Aar siden og
