Side:Folkevennen 1852.djvu/185

Denne siden er ikke korrekturlest
181

længere tilbage lige ned til Harald Haarfagers Tid (900 Aar efter Kr.) var der en saadan Aand og Driftighed i Folket, at de baade vilde komme Forfædrene og deres Gjærninger levende ihu, og tillige ligne dem i mandig Daad. Der var i de Dage en saadan Færdsel og Rørelse mellem By og Bygd, et saadant Samkvem mellem Bønder og Herremænd fra den ene Landets Ende til den anden, at endog Almuen kjendte godt til de fjærnere Egnes Lejlighed og til Folkets dygtigste Høvdinger, Talsmænd og Helte, fra hvilken Kant de saa end var. Paa Sjøtog, Thingsteder og Valpladse, ved Kirkefester og i Kongehallen mødtes Odelsbønder, Herrer og Jarler, nærn og fjærn, og fik saaledes med egne øjne og ved Samtaler Kjendskab til Alt, hvad der af Vigtighed fandtes og skede videnom i Norges Dale.

Men Tiderne forandredes. Folkeaanden slumrede ind, og Landets fribaarne Odelsbønder fandt sig da blandt Andet i at udelukkes fra Thingforretningerne. Kun Herremændene og Præsteskabet gjorde sidenefter Rejserne til Things, og antog eller forkastede Kongens Love, Noget, som før havde været hele Folkets Rettighed. Ogsaa flere Omstændigheder kom da til, og gjorde, at Folkets Rørelse og Driftighed svandt hen; Almuen blev uvidende og ligegyldig om, hvad der levte og rørte sig udenbygdes – uden Kjendskab baade til fræmmede Egne, til Folkene der og til Landets øvrige Forholde. Hine Herremænd havde alene Anledning til at bevare og fornye dette Kjendskab, og saaledes opstod der ogsaa i denne Henseende en Kløft mellem dem og Bonden, som nu i alle Maader blev en Hjemfødning.

Indtil vore Dage har det været saaledes. Endnu er det ofte Tilfældet, at Almuesmanden ikke kommer udenfor sin Fødebygd eller idethøjeste til et Par Nabobygder og en By. De blaagraa Fjelde borte ved Himmelranden er Grænserne for hans Steds-Kunskab; hvad der ligger bag