dem, ved han ikke, og bekymrer sig kun lidet derom. Endel Navne paa fremmede Bygder har han nok hørt; men paa hvad Kant de findes, og hvor fjærnt de ligger, det er ham en Gaade. Jeg erindrer saaledes godt, at jeg i min Barndom vidste Navn baade paa Klæbu, Rennebu og Ringbu, hvoraf det første er 5, det andet 11 og det tredie 30 Mil fra mit Barndomshjem; derimod vidste jeg ikke nøje, hvilket af dem var længst borte, førend jeg skulde ud i Værden og lede op Klæbu Seminarium. – Paa samme Maade er det naturligvis ogsaa med Kjendskabet til Beboerne i Landet, Man kjender Endel i sin nærmeste Kreds og En og Anden fra fjærnere Steder; man kjender Præsten, Provsten og Lensmanden, tildels ogsaa Biskoppen, Fogden og Sorenskriveren men ikke altid Amtmanden, endsige Embedsmænd længere borte. Nu, dette er jo slet ikke at laste Almuen for; jeg nævner det blot som et Exempel paa Forskjellen mellem Oldtiden og nu. Dengang gjaldt det ogsaa om Bønderne, hvad Almuen nu siger om „Finner og Storfolk,“ at „de er kjendt med hværandre Allesammen, hvor saa end mødes“.
Undertiden kan dog ogsaa Almuen faa høre lidt fra langtbortliggende Bygdelag, f. Ex. Rygter om Ole Højland og andre Stortyve, om „Vise-Knud,“ Syner og Aabenbarelser, om Visedigtere, mærkelige Hændelser o. s. v. Derimod er det sjælden, at vore lærde Videnskabsmænd, Digtere og Bogskrivere gjør synderligt Opsigt blandt Almuen, naturligvis fordi denne ikke kan fatte og skatte deres Værker.
En Digters Navn er der dog, som hertillands er bleven bekjendt i alle Kroge, tror jeg, og det er Henrik Wergelands. Vistnok ved man ikke synderlig om ham; man holder ham nok for en „Raring,“ men man tror dog ogsaa, at det var en mærkelig Mand, og deri tror man nu Ret. Fordetførste var han den største Digter, Norge har haft; han skrev en utrolig Mængde Kvad, skrev vistnok ogsaa
