mange andre Bøger, men viste sig dog overalt især som Digter, det vil sige, var stedse rig paa Lignelser, kraftige, livfulde Talemaader og herlige Indfald. Saadanne Mennesker er nu gjærne lidt anderledes end Andre, og da de af Gud er begavet med større Aandsevner end Folk ialmindelighed, er det heller ikke at undres over, om ikke Alle forstaar dem tilgavns. Mange kan jo fatte, hvad Wergeland skrev; men det er ingen Skam for almindelige Bønder, om de ikke forstaar ret saa meget af hans Digtninger; thi dels hører dertil megen Læsning og mange Kunskaber, og dels er det saa sin egen Sag med Poesi; det er ikke alle lærde Folk heller, som kan fatte stort af den; det kommer an paa, om man har Sans for, hvad der er Stort og Skjønt, thi deri bestaar Poesien eller Skjaldskabet (Digtningen). Wergeland har imidlertid digtet saa Meget, at der jo altid er enkelte Stykker iblandt, som Enhvær kan forstaa, naar man blot læser langsomt og med Eftertanke. Digte maa forresten ikke just som simple Viser læses efter Rimet, men efter Stansningstegnene; det er ofte, at der for Meningens Skyld er sat Punktum og maa stanses midt i en Verslinje, men at der ved Linjens Ende ikke skal stanses det Mindste.
Wergeland var en Provstesøn men gik som Student i Vadmelsklæder. Han indsaa, at Overdaadighed og Ødselhed er en af Norges timelige Ulykker, og han vilde saa gjærne vise Bonden, at det gaar an at leve simpelt, og lære ham at være arbejdsom. Derfor spør han etsteds: „Hvorledes tror du Landet kan blive til hvad det bør, næmlig til sine Børns Forsørger?“ Og han svarer:
„Ved Agerdyrkning og ved Industri, (d. e. Husflid)
kort – ved at Hvermand bliver lig en Bi;
ei lig en Humle,
der kun af Andres lever og kan brumle.“
Wergeland havde et meget kjærligt Hjærte. Selv var han
