mest kun paa Papiret, i Grundloven, og havde ikke gjennemtrængt hværken Folkets Bevidsthed eller Lovgivningen. Wergeland var opvoxet paa Ejdsvold, det Sted hvor Grundloven var bleven givet, og hans Fader havde dengang udmærket sig i Rigsforsamlingen. Det var derfor saameget rimeligere, at han elskede denne vor folkelige Frihed, og hvis den omsider rigtig faar Overhaand i vore Indretninger og vinder Bugt med alle tyranniske Anskuelser, som endnu hænger i Folket, – da maa vi ikke glemme, at Henrik Wergeland var dens første kraftige Forkjæmper. Han vilde ikke have en saadan Frihed, som bestaar i at haane Kongen; han elskede tværtimod baade ham og Folket højt. Han vilde ikke, som Saamange, have en Frihed blot for sig selv og sit eget Parti, men for det hele Folk, ja for alle Mennesker. Derfor ivrede han ogsaa for, at Jøderne ikke længer maatte blive udestængt fra Norge, og viste hvilken Uretfærdighed og Skam det var. Men han oplevede ikke at se dette ønske opfyldt; det skede først ifjor, og Wergeland var allerede død i 1845, efterat han i flere dejlige Digte, især „Joødinden,“ havde søgt at røre Folket til Barmhjærtighed mod de foragtede Jøder. Ogsaa andre Frihedssange og Frihedskvad har han skrevet vel i Hundredevis. Hans Fædrelandskjærlighed udtalte sig ligesaa ofte baade i Gjærninger, i Tale og i Sang. Alt hvad der var norsk, havde for ham en høj og kjær Betydning: det norske Folk, det norske Sprog og Norges Natur. Han var den Første, som for Alvor vilde optage Bondeord i Skriftsproget, og drev med Kraft derpaa. Ham kan man ogsaa sige det er, som allerførst gav Stødet til Oprettelsen af Almubogsamlinger i Landet. En af hans vakreste Sange om Naturen heroppe begynder saaledes:
„Det er min Sjæl en frydfuld Trang
at gjæste Norges Dale.“
Senere heder det:
„Hvor strømmer ud Berusning sød
fra Dalens Bjerkelunde!
Det var en Drøm i Engles Skjød
paa deres Mos at blunde.
Hvad Harpespil i denne Bæk!
Hvad Melodi! hvor sød en Skræk!
Bestandig ny den toner væk,
ak! som fra Perlers Munde.
