Side:Folkevennen 1852.djvu/190

Denne siden er ikke korrekturlest
186


Hist slanken Silje, Hæg og Pil
og Rogn sig sammenranke.
Det nøgne Fjeld de dække vil –
det er en kjærlig Tanke.
Saa, norske Brødre, Bryst ved Bryst,
vi ville med vemodig Lyst
vor Moders Brøst selv hylle til –
det er en kjærlig Tanke.“

Af „Smaagutternes Nationalsang“ skal jeg her anføre følgende Vers:

„Vi ere en Nation vi med,
vi Smaa, en Alen lange:
et Fædreland vi frydes ved;
og vi, vi ere mange.
Vort Hjerte ved, vort Øje ser,
hvor godt vakkert Norge er;
vor Tunge kan en Sang blandt fler
af Norges Æressange.


Mer grønt er Græsset intetsteds,
mer fuldt af Blomster vævet,
end i det Land, hvor jeg tilfreds
hos Far og Mor har levet;
jeg vil det elske til min Død,
ej bytte det, hvor jeg er fød,
om man et Paradis mig bød
af Palmer oversvævet.


Hvor er vel Himlen mere blaa?
hvor springe vel saa glade
de Bække, som i Engen gaa
for Blomsterne at bade?
Selv Vinteren jeg frydes ved,
saa hvid og klar som strøet med
al Stjernehimlens Herlighed
og hvide Liljeblade.


Jeg ikke vil for fremmed Vaar
min norske Vinter bytte,
og fremmed Slot ej, nær forslaar
imod min Faders Hytte.
Han siger, han er der saa fri.
Det ej saa nøje fatte vi
men noget Godt er vist deri,
som værd er at beskytte.“

Jeg skal endvidere tilføje et Stykke af Wergeland om Fædrelandskjærlighed, som findes i hans „Blad for Arbejdsklas-