et Opholdssted det end kan synes for Andre. Finlappen ønsker sig fra sydligere, skjønne Egne tilbage til sit øde islagte Fjeld. Han foretrækker ikke deres Solglands for sit blege Nordlys[1]. Og saaledes med Alle: hjemme er bedst; og det heder overalt og for alle Folk paa Jorden:
„Fremmed Ild er ei saa klar
som den Røg vi hjemme har.“
Men denne stærke og almindelige Følelse bliver efterhaanden en Drivefjeder til de fortræffeligste Handlinger, og denne Drivefjeder kaldes Patriotisme eller Kjærlighed til Fædrelandet. Og hvad fortjener vel mere vor Kjærlighed og inderlige Hengivenhed, end det Land, hvor vi erholdt Livet, og hvis Statssamfund vi skylde vort Ophold og vor Sikkerhed? Overalt hvor vi henvende vort Øie i dette dyrebare Jordstrøg, føle vi, at det er vort Fædreland. Det Træ, vi have plantet, det Hus, vi have bygget, den Plet, vi ere fødte paa eller dyrke, eller hvor vi, som vore Fædre, skulle hvile – Alting er ved Vanen blevet os kjært, Alting minder os om, at det er vort Fædreland, Alting opfordrer os til at elske og forsvare det. Vort Liv og vor Formue tilhøre os derfor ikke mere i det Øieblik, Fædrelandet kræver dem. Normændene have et hædret Navn for at besidde Fædrelandskjærlighed i en høj Grad. Vor menige Mand har viist det som tapre Soldater i Felten, og vore Matroser synge midt i Sydens Herlighed:
„Vi længes svarlig hjem igjen.
Det gjør vi i Brasilien.
Og Appelsinen gyldenmalt
vi spise tit til Taarers Salt.
Men naar vi Norge faar at se,
da er forbi al Sorg og Ve.“
De mange Udvandringer af vore Bønder til Amerika synes derimod at staa i Strid med vort Folks Navn for at elske sit Land saa højt, ja man læste endog engang i Som-
- ↑ Det var ogsaa saaledes den danske Digter Thaarup sang saa vakkert:
„Ei Grønlands arme Søn vil bytte
sit golde Fjæld med kornrigt Land.
Et Marmorslot er ham hans Hytte,
og Fjældet er hans Kanaan.“O. Vig.
