Side:Folkevennen 1852.djvu/193

Denne siden er ikke korrekturlest
189

mer med Forundring og Modbydelighed, at en saadan Skare havde forladt Fædrelandet under Hurra og Geværskud, som om Afskeden derfra ret var en Glædesfest. Men Alle have vel næppe været saa sløve, og selv De, hos hvem Armoden hjemme enten har været saa ulidelig eller Haabet om Lyksaligheden hinsides Havet saa stor, ere vel næppe komne langt før hin mægtige Følelse, Kjærligheden til Hjemmet, med Smerte har rørt sig i deres Bryst, ja der vil vel være dem, som netop faa føle den tungest, naar de finde sig skuffede i det Fjerne, hvor ingen Medfølelse findes for dem, og hvor de finde sig overladte mellem Fremmede til det Trøstesløse, at hjælpe sig selv ganske alene[1].

For nogle Aar siden, efter et Par uheldige Kornaar, udbredte det Rygte sig i det sydlige Norge, at der i Rusland eller i russisk Finland skulde staa herlige, fuldtopdyrkede og bebyggede Gaarde parate for dem som vilde komme og tage dem i Besiddelse. Men man maatte gaa langt Nord hedte det. Mangen Husmand, især i Gudbrandsdalen, lukkede da sin Stue af, og trak nordover med Kone og Børn. Efter nogen Tid at have vandret om i det Throndhjemske, kom nu vel de Fleste tilbage; men til Grund for dette Rygte laa dog noget Sandt, nemlig det, at der i Distriktet Senjen sydligst i vort eget Finmarken, i to af Naturen særdeles begunstigede Dalstrøg, findes endel Kolonister eller Nybyggere her søndenfjelds fra, især ifra Gudbrands- og Østerdalen, didkaldte og hjulpne til Udkomme og Ejendomsgaarde af en enkelt Patriot. Fortjenester af Agerdyrkningen fortjene allerede Navn af Patriotisme, og den enkelte RYdningsmand Navn af Patriot. Men i en udmærket Forstand kan vel dette Hædersnavn bruges om den Mand, som befolkede hine betydelige, indtil da ødeliggende, Dalstrøg, og som med Sandhed kan siges at have vundet sit Fædreland hele to Kirkesogne, og at have skabt i Ætledene Tusinder af Landsmænds Lykke.

  1. Man skulde rigtignok tro, at selv om Nøden drev Folk, maatte det dog være tungt at forlade Fædrenes Land; man skulde tro, at enhvær Nordmand dog vilde drage bort med et vemodigt Sind, og selv i Amerika mindes os med Velvilje. Men nej, saa kolde er Hjærterne blevne heroppe nu, at man endog haaner sit Barndomshjem, efterat man er kommen over Havet. Der stod saaledes nylig i „Arbejderbladet“ et Brev fra Amerika, hvori Norge kaldtes en „Skrab-Lap“ – en vakker Tittel!

    O. Vig.