Haanden og takkede mig for Følget; hvem ved, hvad han dog tænkte hos sig selv!
Som en Modsætning til ham og hans Ligesindede maa jeg omtale en Kone, som jeg allerede før havde truffet paa. Omtrent ved Grændsen mellem Romsdalen og Læssja var der næmlig en liden Hytte ved Veien, saa elendig, at jeg havde aldrig seet noget uslere. Udenfor voxte nogle faa Kornstraa og Potetesgræs; den hele opdyrkede Flæk var slet ikke større end et Stuegulv, og der var hværken Husrum eller Føde til nogen Kreaturer. Inde var der kun Jordgulvet at gaa paa; det lille Vindu bestod hare af en 3–4 bittesmaa Ruder, og Alt i Hytten vidnede om den yderste Armod. Men alligevel var der Tilfredshed derinde; saa forunderlig er det nu i Værden. Manden var borte paa Tømmerarbeide, og Konen sad hjemme og spandt Stry. En 2–3 smaa Børn sad dels paa Gulvet og dels paa Gruestenen, og endda var der et Kvindfolk, som hørte Familien til; jeg tror det var Mandens Mor. Flittighed syntes at være tilstede hos dem, og fornøiet var de, det er vist. Da jeg og min Reisekammerat udtalte vor Medynk med dem, var Konen nok saa kjæk og tilfreds. Vi spurgte, om de ikke fik skikkelig Hjælp af Bønderne, men hun gav os til Svar: „Aa, nei, vi kan ikke vente det; det er ikke saa godt for Bønderne heller; de har nok med sig sjøl, for der har været slemme Aaringer nu.“ – Jeg behøver ikke at fortælle, hvilket Indtryk disse venlige Ord gjorde paa mig. Enhvær, som læser dem og betænker, fra hvis Mund de lød, vil sikkert føle Hjærtet vanke af Fryd. Jeg skulde ønske, hin misfornøiede Bondemand var kommen ind i denne fattige Hytte og havde hørt Konens Ord, og jeg er vis paa, han vilde skammet sig over sit ukjærlige Snak om Næsten.
„Gudsfrygt med Nøisomhed er en stor Vinding“, siger Apostelen. Om denne Kones Tilfredshed kom af sand levende Kristentro, ved jeg rigtignok ikke; thi kun Vorherre
