Side:Folkevennen 1852.djvu/50

Denne siden er ikke korrekturlest
46

god. Stjernehæren saavelsom „Liljerne paa Marken og Fuglene under Himmelen“ giver ham dette Vidnesbyrd; Sommer og Vinter, Høst og Vaar „fortæller hans Ære“; Torden og Storm og Havets Bølger forkynder hans Pris med vældig Røst, og Duggen i de dybe Dale minder os venlig om den store, levende Skabermand. Megen Overtro vil udryddes ved Kjendskab til Naturens Kræfter, og selv med Hensyn til Folkets Næringsdrift kan det være gavnligt. Sands for Naturens Skjønhed virker desuden saa godt paa Sindet, forædler Menneskets hele Tankegang, og gjør, at Arbeidsmanden med dobbelt Glæde færdes i Mark og Skog og tumler sig paa de brusende Bølger. Man vil da ikke se tankeløst og følesløst paa Blomst og Blad, eller som Dyret elske dem bare for Nyttens Skyld. Nei, man vil betragte den hele Natur som et Herrens Tempel, hvor det mindste Græsstraa saavelsom Klippens Top peger op mod ham, – hvor der toner Lovsange i alle Kroge, ligesaavel fra Fossefald som Fuglemunde, – og hvor den hele Skabningens Hær vidner om Guds Godhed ogsaa mod os, som han satte til Naturens Herre, da han skabte os „i sit eget Billede“, uendelig høiere og herligere end baade Blomster og Fugle og Solen selv. – Det er vistnok ofte gaaet saa, at Granskning i Naturen har gjort Folk selvkloge, og med Overtroen tillige berøvet dem Troen; men det er hværken Guds eller Naturens Skyld, at man hovmoder sig af Kundskaben, og mener, at have gjennemforsket og udgrundet Guds Hemmeligheder. Det gjælder her, som ved alt Andet, kun om, at man betragter Tingen med et levende men barnligt Øie, og bevarer et ydmygt, barnligt Sind, uden Selvklogskab og Lyst til at ville begribe Alt. Da vil man heller ikke finde nogen „Strid mellem Guds Ord og Naturvidenskaberne“, som man tildels har indbildt sig; man vil tværtimod finde, at bægge Dele, baade hans Ord og hans Gjærninger, staar i den nøieste Overensstemmelse med