Side:Folkevennen 1852.djvu/81

Denne siden er ikke korrekturlest
77

det kan jeg forsikre; men om nu ogsaa Bysproget skulde være lidt nettere, saa er det sandelig ikke saa kraftigt og klangfuldt som Folkesproget, men meget „vekere“ og ordfattigere. Lidt tungt og stivt taler vel Almuen sommesteds, men ingenlunde overalt. Kommer man f. Ex. til Valders, saa er Talen ikke tungvindt; den gaar derimod saa let, at det er en Lyst at høre paa; man kunde gjærne kalde den en levende Strøm.

Almuesproget er sandelig ogsaa gammelt nok til at holdes i Agt og Ære. Det er udsprunget af det Gammel-Norske, som for 500 Aar siden, og længer tilbage endda, brugtes over hele Landet, baade af Bønder og Konger. Dengang syntes man, at det var nok saa fagert; da brugtes det ogsaa til Bogskrivning, og kun i Kirkerne havde man et andet Sprog, næmlig Latin. Lidt efter lidt begyndte dette oldnorske Sprog at forandres, og da saa Norge omtrent 1400 Aar efter Kristus blev forenet med Danmark, kom da nydanske Skriftsprog efterhaanden i Brug ogsaa hos os. Vore Almuesfolk kunde og vilde dog aldrig lære at „danske“; de vilde holde fast ved sit gamle Tungemaal, og deri gjorde de ret. Men Tungemaalet er en aandelig og levende Ting; det udspringer fra Hjærtet og Aanden i os og retter sig altid efter disse. Alt, hvad der har Liv, maa desuden idelig voxe og udvikles; det kan aldrig staa ganske stille. Saaledes er det ogsaa med Sproget baade nu og dengang. Den gamle norske Folkeaand var da indslumret; Iveren for det Aandelige og Lysten til kraftig og kjærlig Daad var næsten forsvunden; de gamle Sange og Sagn blev efterhaanden glemt; ny Sæder og fræmmede Skikke fik mer og mer Indgang, og Fædrelandskjærligheden var bleven mat. Det var derfor ikke at vente, at det gamle norske Sprog kunde vedblive at være nogenlunde det samme som før, – især naar Skriftsproget var dansk, og altsaa Munden ikke længer blev understøttet af Bøger og Penne. Det er hellere mærkeligt, at Forandringen ikke blev større end