Side:Folkevennen 1852.djvu/82

Denne siden er ikke korrekturlest
78

den blev. Størsteparten af Ordene i Oldsproget findes endnu igjen i Bygdemaalene, men fordetmeste noget forandret. Det er ligesom om det gamle Sprog var sprængt istykker; endel gamle Ord og Ordformer findes i en Egn af Landet, og endel andre Ord i en anden Egn; men saa er desuden en Mængde nyere Ord kommen til. Ellers er der nu Forskjel paa Maalføret i Bygderne, tildels ogsaa saa stor Forskjel, at man ikke altid godt forstaar hværandre. – Vil man nu lære Oldnorsk, maa man enten lære det af Bøger, eller ogsaa reise til Øen Island langt ude i Havet. Der vedblev man hele Tiden at tale og skrive sit gamle Modersmaal; endnu den Dag idag snakker og skriver de omtrent som her i Norge for 600 Aar siden.

Jeg kunde have god Lyst til al skrive et langt Stykke om vort Almuesprog. For mig vilde det være en tung Tanke, om Folket virkelig skulde holde op at elske sit Tungemaal; det er dog en Gave af Gud og en Arv saavel fra vor Moder som fra vore gamle Fædre, og sandelig, det Arvegods er for dyrebart til at ringeagtes; det burde stedse være og blive os kjært. Glemmer eller ringeagter vi vort Modersmaal, saa ringeagter vi ogsaa Fædrenes Aand og Fædrelandet; thi alt dette er Ting, som staar i inderlig Forbindelse med hværandre. Jeg tror dog, at der ogsaa .i denne Henseende er Haab; jeg tænker, at Menig- mand endnu vil elske og beholde sit Sprog, naar han blot gjøres opmærksom paa, at det er Noget han har baade Ære, Gavn og Glæde af. Jeg ved af egen Erfaring, at man kan sætte det formeget tilsides, naar man begynder at sysle med Bøger og Bogsprog; men jeg ved ogsaa, at man igjen kan faa det kjært, saasnart man saar lidt Forstand paa, hvilken Rigdom af Sprogmalm det indeholder, og hvor vakkert det dog igrunden er. Det er dog fræmspiret af vore egne Hjærterødder, og at glemme en saadan Blomst er det samme som at glemme sig selv. Der er Lande, hvor Volds-