Norge, det saa man vel næppe dengang, og dog var det saa. Den danske Konge kunde ikke paa nogen Maade hjælpe os nu, siden Orlogsflaaden var borte. Derfor blev der op- rettet en Regjerings-Kommissjon, som under Krigen skulde styre vort Fædreland. Formanden for den var Prinds Kristian August, en Mand som i alle Maader udmærkede sig. Han kommanderte selv den norske Landmagt, og laa i de koldeste Vinternætter ude i Leiren ligesaavel som hans Soldater, som derfor fik ham saare kjær. Svenskerne var ikke istand til at naa Kongsvinger, og blev især slagne ved „Trangen“ eller „Blaamyra“ af Thrønder og Østerdøler, hvoraf Mange endnu lever og med Glæde ved at fortælle om den herlige Seier de vandt. Samme Aar stiftedes der ogsaa et „Selskab for Norges Vel,“ og 2 Aar senere fik vi en egen Høiskole (et Universitet) i Kristiania, hvortil ogsaa Bønder ofrede mange og store Summer. Alt dette tyder hen paa, at flere og flere begyndte at tænke paa Norges Adskillelse fra Danmark og ønske sin gamle Selvstændighed tilbage, hvorom kun Enkelte før havde ymtet saa smaat.
Uden sit Vidende hjalp ogsaa den danske Regjering til at fræmme Adskillelsen. Den holdt næmlig med Napoleon, endogsaa da, naar han fik hele det øvrige Europa imod sig. Sverrig havde i langsommelige Tider haft god Lyst paa Norge, og da det i 1809 maatte afstaa hele „Storfinland“ til Russerne, blev Svenskerne saameget begjærligere efter at faa Norge isteden. De valgte derfor Kristian August til sin Kronprinds og indbildte sig næsten, at de Norske af Kjærlighed til ham vilde slaa sig sammen med dem. Prindsen døde pludselig, og Karl Johan blev hans Eftermand, og nu var det, at Stormagterne Rusland og England virkelig lovte Svenskerne Norge, dersom de blot vilde hjælpe til at ødelægge Napoleon. Idetmindste Thrøndelagen og Fæst-
