bort til Sverrig. Statholderen heroppe Prinds Kristian Fredrik (den samme, som siden blev dansk Konge og kaldtes da Kristian den 8de) opmuntrede ogsaa de Norske til at modsætte sig Svenskerne, og han tænkte vel helst, at man nu udenvidere skulde udraabe ham til Konge. Han gjorde derpaa en Reise nordgjennem Landet til Throndhjem for at se og høre, hvad Aand der var i Folket. Der fortælles, at da han kom til Kringlen opi Gudbrandsdalen, der hvor Trækorset over Sinklar staar, og Folk i Mængde var forsamlet sent om Kvælden, – kom ogsaa en gammel Kjærring fræm med en Skjaa-Lygte og skreg: „Aa, lad mig faa se Prindsen, lad mig faa se Prindsen!“ Prindsen smaalo og svarte: „Se, du Mor, se bare!“ – „Saa du er Kristian Fredrik?“ sagde den Gamle; „det er vakkert Kjød og Blod i dig; men for veik ser du ud til at blive Norges Frelsermand.“ – Det var nok meget Sandt i Kjærringens Ord. Prindsen og Folket likte hinanden godt, han var godmodig og velmenende af sig, men det viste sig senere, at han ikke havde Kraft nok til at styre og anføre Folk i en saa vanskelig Tid. Dog, Gud vendte Alt til det Bedste for os.
Paa Tilbagereisen fra Throndhjem standsede Prindsen ved Eidsvolds Jærnværk, Mil fra Kristiania og omtrent 1 Mil søndenfor den sydligste Ende af Mjøsen. Det er et vakkert, fladt Landskab deroppe, og did kaldte han endel af Norges fornæmste og dygtigste Mænd for med dem at raadslaa om, hvad der nu var at gjøre. Det var den 16de Februar, at dette mærkelige Møde holdtes. Iblandt dem, som kaldtes did, var ogsaa Georg Sverdrup, Professor ved Universitetet i Kristiania. Dagen iforveien havde han og Kammerherre Anker været hos Sorenskriver Falsen, som allerede i Stilhed havde udarbeidet et Grundlovsforslag, hvilket han da oplæste for dem; han talte ved samme Leilighed overmaade ivrigt og varmt for Norges Frihed, og føiede til, at han allerede havde oprettet et Frikorps og vilde
