De har overbevist mig; saaledes maa jeg handle. Kom, lad os meddele det til de øvrige Herrer!“ – Og saa blev det besluttet, at en Rigsforsamling skulde sammenkaldes for at komme overens om Norges Regjeringsform, samt at der skulde feires en særegen Bededag om Guds Velsignelse over Fædrelandet.
For at skaffe Penge tilveie til Regjeringsudgifterne og Landets Vel, gjorde Folk mangesteds i Norge store Sammenskud, især i Bergen og Throndhjem. I den sidstnævnte By og i Risør ofrede ogsaa Damerne en hel Del Smykker til Norges Krone. Rundtomkring var der en Iver for Fædrelandet, som det endnu maa gjøre os godt at tænke paa.
Den 11te April begyndte Folkets Fuldmægtige (Repræsentanter) sine Overveielser paa Eidsvold; Dagen iforveien havde de været samlede i Kirken. De var 112 i Tallet, 3 fra hvært Amt, og fra 1 til 4 for hvær By, samt desuden Nogen fra enhvær Hærafdeling i Landet. Der, som overalt og til enhvær Tid, var Meningerne afvigende om Meget og Mangt. Forsamlingen var paa en Maade delt i 2 Partier, hvoraf det mindste bestod af omtrent 30 Personer, og dertil hørte Grev Wedel-Jarlsberg, Kammerherre Anker, Amtmand (nuværende Statholder) Løvenskjold, Kapellan N. Wergeland og Sognepræst Grøgaard. Disse havde ikke synderlig Tiltro til Prindsen, og blev – skjønt vistnok uden videre Grund – kaldt svensksindede. De Dygtigste af det andet Parti, som fornæmmelig fik stor Indflydelse paa Sagens Udfald, var Sorenskriver Falsen, Professor Sverdrup, Kapellan Rein og Provst Schmidt. Endvidere maa erindres tvende Mænd, som nok stod mere udenfor Partierne, næmlig Jærnværkseier Jakob Aall og Sorenskriver Christie. Imidlertid saa følte dog allesammen, at det var et saare vigtigt Kald, der var dem betroet; de arbeidede med Iver og fik det til at gaa utrolig raskt fra Haanden. Allerede Maanedsdagen efter deres Sammenkomst
