Side:Folkevennen 1852.djvu/98

Denne siden er ikke korrekturlest
94

var Grundloven i Hovedsagen færdig, og da den saa om nogle faa Dage var sat i Stil og renskrevet, blev den undertegnet den 17de Mai. Samme Dag valgtes Prindsen til Norges Konge, og Rigsforsamlingens Formand (eller Præsident) Sverdrup ytrede da blandt Andet i sin Tale: „Opreist er igjen Norges gamle Kongestol, hvorpaa Adelstener og Sverrer styrede gamle Norge med Visdom og Kraft. Gud bevare gamle Norge!“ hvilket ønske hele Forsamlingen gjentog. To Dage senere gjorde Kongen Ed paa Grundloven, og lod Folkets udkaarne Mænd drage hjem hvær til Sit. Førend de skiltes ad, gav Enhvær af dem Hænderne til sine Sidemænd, saaat de Alle udgjorde en stor Venskabskjæde, medens de udraabte: „Enige og tro, indtil Dovre falder!“ Det var et vakkert ønske; Gud give, det altid vil erindres mellem vore Fjelde!

Hvordan det videre gik til i det mærkværdige Aar 1814, skal jeg kun kortelig pege paa. Norge blev snart angrebet af Sveriges Konge Karl den 13de tilsjøs og af Kronprindsen tillands, og Englænderne og de andre Stormagter vilde have os til at blive svenske. Det var nu just ikke at vente, vi kunde modstaa Overmagten, især da Kristian Fredrik ikke dugde til Overanfører. Enkelte Afdelinger af Hæren kjæmpede med Tapperhed; Seire blev vunden ved Onstad Sund, og især ved Matrand i Lier af Oberst Krebs, men Hovedafdelingen af Hæren trængtes tilbage ved Fredrikshald; Fredriksstad overgav sig snart, som man mente ved Forræderi; Soldaterne brændte af Kamplyst, men fik ikke Lov til at bruge sig, og da nu Karl Johan tilbød Norge at beholde sin Grundlov, sin Frihed og Selvstændighed, hvis det vilde overgive sig, saa indgik Kristian Fredrik en Vaabenstilstand med Sverrig og nedlagde selv Regjeringen. Et Storthing blev sammenkaldt om Høsten, og enkelte Smaaforandringer blev gjort i Grundloven den 4de November; men i Hovedsagen beholdt vi fræmdeles den samme Forfatning, som vi havde faaet ved Grundloven af 17de Mai, kun med den vigtige Forskjel, at vi nu fik Konge tilfælles med Sverrig. Saa forunderlig styrede Vorherre det for os, trods Stormagternes Vilje.

Se, nu har vi altsaa i Korthed omtalt, hvad Mærkeligt der skede i 1814, og hvilke Minder der knytter sig til