Det er desværre altfor sandt, at skjønt Fattigdommen hos os visselig er mindre trykkende end i mange andre Lande, saa er den dog altid mer end stor nok. Enhvær, der virkelig har Norge og det norske Folk kjært, maa derfor ganske naturlig spørge: Hvorledes kan det lade lig gjøre at udbrede mere timelig Lykke i Fædrelandet? – Mange vil rimeligvis svare: Det kan ske ved større Gudsfrygt; og igrunden er det jo ganske sandt, at den er Rigernes stærkeste Støtte og Folkets bedste Ejendom. Stod det derfor til os, saa vilde vi først og fremst give Folket denne Skat, og saa dernæst se til, om vi ogsaa paa andre Maader kunde række det en hjælpende Haand. Men Gudsfrygt og sand Kristendom er nu ikke noget Udvortes, som det ene Menneske kan give det andet, eller endnumindre drive Nogen til med Love og Tvang. Vi kan kun oplyse hværandre om Herrens Raad til Salighed, og naar Lejlighed gives, ogsaa opmuntre vor Næste til at agte derpaa. Dertil er især Præstestanden indsat; i sin Kreds kan desuden ogsaa Lægfolk virke til samme Maal, og endelig mangler der ikke paa gudelige Bøger rundt omkring i Landet Det kommer da kun an paa, at man frivillig og af Hjærtet vil bruge Kirkens Naademidler ret og i barnlig Tro tilegne sig Guds Naadegaver. Men dette er ene og alene Børnenes og Menneskets egen Sag; og netop fordi Andre Intet kan gjøre dertil, derfor vil vi heller prøve noget Andet, som det med Guds Hjælp staar i menneskelig Magt at udrette.
Spør vi nemlig, ved hvilke andre Midler Folkets timelige Lykke kan fremmes, saa svarer jeg, at næst efter Gudsfrygt er visselig større Oplysning og mere Næringsflid de Ting, som allerhelst maa ønskes i Landet;
