At han nu under alt dette kunde have det godt, synes
klart; – thi Alt, hvad der befordrer Legemets Velbefindende
og et muntert Sind, har han jo virkelig i
alle de gavnlige Afvekslinger, et saadant Liv fører med sig.
Og, saasnart han træder udom sin Dør, staar han der i
Guds fri Natur i al dens uregelmæssige Regelmæssighed,
der skaffer ham saadanne Adspredelser, Fornøielser og
Forfriskninger, som en Bymand eller En, der i sit Kontor
sidder bøiet over sin Pult, vilde givet Guld for i hans
Sted at kunne nyde. Der har han for sig Alt det Store
og Herlige, det Blide og Yndige, som Naturen og ikke
mindst den norske Natur er udrustet med. Og Alt, hvad
han ser og hører, er ikke andet end forunderlige Ting;
Alt siger ham, at Jorden ikke er en blot „Jammerdal“ men
ogsaa et lyst, triveligt og behageligt Sted at bygge og bo
paa; og endnu mere minder det ham om den store Naturens
Herre og den Verden heroventil, som han har
bered, og hvorhen han vil sende alle Sine.
Jeg vil ikke forsøge at skildre det Herlige i Bondens Liv, jeg vil blot gjøre dem, der har Anledning til at følge ham paa hans Vandringer og under hans Arbeide, opmærksomme paa, hvor rart det er, naar man blandt „Skogens Sangere“, blandt Fuglenes liflige Stemmer hører de raske Skrald af Bondens Økse, der sikkert og haardt angriber de hvide Stammer, medens han selv engang imellem afbryder med en munter Sang, – og naar man ser ham paa sin Blak drage til Sæteren, hvorfra Lyden af Bjelder og Raut og Brægen forenet med skvaldrende Gjenlyd fra de nærliggende Fjelde, møder hans Øre i de mest rare, fortryllende Harmonier. Har han da ikke her i Virkeligheden og i de mest levende Farver Alt, hvad saamangen Digter kun i Indbildningen søger at frembringe og hans Læsere kun i Forestillingen glæder sig ved? Eller gives der vel Noget, „gjort med Hænder“, der saaledes formaar at