tiltale os? Selv London, Byernes By, synes mig, maatte staa tilbage for de Herligheder, den norske Bonde dagligdags har for Øie og Øre.
Og, naar han alligevel ofte ikke er saa tilfreds i sin Stilling og har den Trivnad, som rimeligt kunde være, da kommer vel dette af, at han ikke har Forstand og Skjønsomhed til at nyde, hvad han kunde nyde, og stelle sig paa det Bedste. Det gjælder derfor ofte ogsaa her, at han formeget gjør „Bugen til sin Gud“, og glemmer, at „Mennesket ikke lever af Brød alene“, ihvorvel i en anden Mening end disse Ord egentlig forekommer. Ofte er det blot en nødvendig, ofte ogsaa en overdreven Anstrængelse for den ligefremme Ernæring, der saaledes lukker eller idetmindste sløver Sanserne for „Skogens Musik“ og „Blomsternes Vellugt“; men oftest er de ikke nogensinde blevne rigtig aabnede, da Gutten ialmindelighed fra Barnsben af kun vænnes til at „se paa Skillingen“ og pønse og gruble paa, hvorledes han skal kunne „slaa sig frem i Verden“, uden at gjøres videre bekjendt med den Verden, hvis Beboer han er, eller til med Opmærksomhed og Eftertanke at betragte endog det Ubetydeligste af, hvad der falder En i Øinene; dersom man forstod at benytte sig af og imødekomme den naturlige Videbegjærlighed, Børn ved deres mangfoldige Spørgsmaal lægger for Dagen, og gav dem lutter retviste Svar og simple Oplysninger, istedenfor at man ialmindelighed urigtigen bebreider dem Nysgjærrighed og for at afvænne dem dermed kun giver dem en kort Besked: da vilde ikke den herlige Lærelyst, de af Naturen har, eller rettere som Naturens Herre har nedlagt i deres Barm, saaofte kvæles allerede i sin Spire; og da vilde vore Skolebænke indtages af flere opvakte og færre dorske Hoveder, og følgelig Oplysningen og dens Goder blive mere almindelig hos de simplere Klasser, end Tilfældet desværre er. Men saalænge heri ingen For-
