Sit, mens det staar som hedest til hos den anden. Man skulde nu tro at han skyndte sig hen og understøttede ham med sit Mandskab – en Hjælp, der ofte vilde være af mange Penges Værd. Men nei, han gjør det ikke altid. Nu ved jeg nok. Mange vil svare: Ja, jeg skulde nok gjøre det og havde stor Lyst dertil, naar jeg vidste, min Nabo i et lignende Tilfælde vilde hjælpe mig. Men, saa er det jo netop Egennytten, som holder dem tilbage, eller det, at man Ingenting vil gjøre for sin Næste uden Sikkerhed for at have nogen ligefrem Fordel deraf; og under slige Omstændigheder kan der ikke blive Tale om nogen „Bensomhed“ mellem Folk. Dog kan nok de, som i holdes tilbage af en saadan Frygt, være aldeles sikre paa, at de ved en slig liden „Benlek“ mod Naboen snart vilde bevæge ham til Paaskjønnelse.
En anden Fejltagelse, som Bonden tildels gjør sig skyldig i, og som har sin Grund i at han mere ser paa et Slags Ære end paa Fordelen, er den, at Alle ved et vist Arbeide vil være de første og holder det for en Skam et være de sidste. Det hænder saaledes ikke saa sjælden i somme Bygder, at man skjærer grønt Korn og indfører det raat blot af den anførte Grund. Enkelte, som ikke vil vedkjende sig en saadan Taabelighed, anfører nok til sin Undskyldning, at man frygter for tidlig Nattekulde. Men kjære, jeg sætter endog, at blandt 20 Aar de 10 var Frostaar – hvilket vel aldrig er Tilfælde der, hvor man har Ager – lønte det sig ikke ogsaa da bedre at vove Ageren noget længere; saa sit man idetmindste de 10 Aar godt Korn, medens det i de andre 10 Aar frøs bort, hvorimod man ved bestandig at skjære fortidlig aldrig faar det rigtig godt i Laaven.
Se, dette var nu kun nogle faa Eksempler; men ihvorvel mangfoldige saadanne kunde anføres, kan det paa den anden Side ikke nægtes, at det mangesteds forholder sig
