Side:Folkevennen 1853.djvu/254

250

stikke sig frem“, at gjøre Sligt alene for Ærens Skyld o. s. v. – Nu kan ogsaa jeg ret godt sætte mig ind i en saadan Stilling; jeg ved, at det norske Folk er tilbøjeligt til at se mer paa Personen end paa Sagen; lad det være den bedste Ting eller det gavnligste Raad af Værden, saa synes man dog ikke det er synderlig værdt at bry sig om, dersom det ikke kommer fra „en af Bygdens bedste Mænd“, hvorved man gjærne mener en af de rigeste eller fornemste. At man saavidt muligt ærer de ældste og stauteste Folk og især viser dem Agtelse – er ret vakkert ialmindelighed; Enhvær maa ganske sikkert like den Skik. Men naar det gjælder om at fremme noget rigtig Godt og Gavnligt, er det en anden Sag; da bør man vel tage imod al den Hjælp og Retledning, man kan faa, hvad enten den kommer fra ung eller Gammel, Fattig eller Rig. Dersom en Fæstning var omringet af Fiender, og de Indesluttede holdt Raad om, hvad der skulde gjøres, og saa en Løjtnant eller endog vare en simpel Soldat vidste et særdeles godt Middel til Fiendens Fordrivelse, skulde han da kanske alligevel holde det tilbage, tie, sidde rolig og bare vente paa de ældste og fornemste Offiserers Ord? – Men nu mener jeg, at Oplysningen ogsaa er et vigtigt Gode, og at den kan fremmes ved slige Møder; men er saa en Husmand eller en simpel Skolelærer dygtigere til at lede en saadan Sammenkomst, eller har ialfald mere Lyst, Sans og Iver for Tingen, end f. Eks. Bygdens fornemste Gaardmand, skulde det da ikke være bra, om den Første sætter sig i Spidsen derfor? – Jeg kan ikke vente, at alle Skolelærere skulde have Mod nok til at trodse en Smule spottende Snak, men jeg vil dog altid opmuntre dem til at opmande sig saa vidt, dersom de ellers føler Lyst og Kald til at tage fat paa Tingen. Jeg tror at kunne forsikre, at Spotten snart vil minke og tilsidst holde rent op, eftersom Fler og Flere lærer at finde Smag i Sammenkomsterne; det vil ikke vare