dennegang. Der er et andet Oplysningsmiddel, nemlig Almubogsamlingerne, hvorom jog ogsaa vilde sige et Par Ord. Man ved, at slige Samlinger for lang Tid siden kom igang i mange Bygder; det var især Henrik Wergeland, som med al sin Sjæls Forsøg Flamme paaviste Gavnligheden deraf og blev deres egentlige Ophavsmand. Mangesteds trives de vel endnu, men tildels er de dog gaat istaa, og Aarsagerne dertil kan vel være forskjellige.
Naar jeg opmuntrer Almuesmanden til at søge Oplysning, læse o. s. v., da er det slet ikke Meningen, at han skal kaste sin Spade og Øks, forsømme Plogen, Fiskeriet eller Skogsbruget og bare sidde med Bog i Haand; ti da vilde det nok tage en daarlig Ende baade med ham selv og med Landet. Ligesom Lemmerne paa Legemet har hvær sin Forretning, saaledes bør der i Borgersamfundet være „Nogen til Hvært“, ti derved gavner de hværandre. Det er altsaa gavnligt, at der gives Enkelte, som idelig sysler med Bøger og Penne; hvis derimod hele Folket tog paa at „studere“, blev det naturligvis en Landeplage. Men skal ikke Almuesmanden, ligesaalidt som nogen Anden, forsømme set egentlige Kald, saa kan han dog finde Tid til at læse Meget alligevel, naar han bare mindes den gyldne Regel, at benytte de ledige Timer vel; disse Fritimer skal bruges til Læsning. Gjør nu Bonden det, saa vil han snart mangle Bøger; de bedste af dem kan han vistnok læse op igjen baade to og ti Gange, men man blir dog lettelig kjed af det samme og det samme; lidt Ombytte i Læsningen gjør ogsaa godt ligesaavel som i Klæder og Mad. Da nu de fleste Almuesfolk ikke har Raad til at kjøbe ret mange Bøger, saa indser vel Enhvær, det maa være klogt at slaa sig sammen derom, kort sagt, at oprette en fælles Bogsamling.
Man svarer maaske, det er bedst at have Sit for sig selv, og dette er fuldkommen sandt om saadanne Ting, som
