som et Kjendemærke paa fin Dannelse; og hvormed man saa flittig spækker sin fornemme Samtale (Konversasjon) – disse Ord er stedse en Gaade for de fleste Almuesfolk endnu. Men disse enkelte Ord er dog ikke det værste; ti dels kan de nogenlunde fattes af Sammenhængen, og dels har enkelte Bønder i nyere Tid ogsaa en Ordbog at kaste op i. Værre er det med den konstige, halv barbariske Stil, som endnu er saa almindelig, især i de saakaldte „populær-videnskabelige“ Skrifter, der tit er ligesaa folkelige, som Ordet populær er norsk – Men skjønt det er en Uting af Bogskriverne at prakke saa meget Fremmedt ind i fine Bøger, saa faar vi vistnok endnu ikke være saa kræsne, men indtil videre tage mange af dem for god, naar de bare nogenlunde lar sig læse af Enhvær.
Dernæst følger det:vel af sig selv, at man ikke bør vælge rent usle[1] og endnumindre ligefrem skadelige
- ↑ Her maa jeg gribe Lejligheden og sige et Par Ord om „Himmelbreve“ o. s. v. Det er ikke saa besynderlig endda, at Almuen tror paa slige Breve; det norske Folk har af Naturen en stærk Troskraft, og saasnart Noget bare angaar gudelige Ting, saa holder Almuesmanden det for troligt, og allermest jo underligere det er. Han har nu visselig Ret i, at slige Breve saavelsom andre Syner og Aabenbarelser kunde nok Vor Herre godt sende os, hvis han bare vilde. Men at han ikke vil det, det ved vi dog af Ordene til „den rige Mand“; ti havde Folk dengang nok med „Moses og Profeterne“ og trængte derfor ikke nogen særegen Aabenbarelse saa kan vel vi endmindre behøve Aabenbarelsen, efterat vi har faat ikke blot Moses og Profeternes men ogsaa Kristi egne Ord at rette os efter. Det er derfor aldeles sikkert, at „Himmelbrevene“ er opdigtet; og naar endog Guds eller Kristi Navn er sat under dem, da er dette grov Gudsbespottelse. – Ogsaa af en anden Ting indser vi, det er Bedrageri; der lyses nemlig Forbandelse over den, som ikke afskriver, kjøber eller læser Brevet, og da maatte dette være vigtigere end selve Biblen; ti om
