Boghylden er den Stige.
Som fører til at blive Overmandens Lige.
(H. Wergeland.)
Man kan ikke Andet end glæde sig ved den Rigdom af allehaande Skrivere, som vor Tid eier, og den Anledning Enhver derved kunde have til at erhverve lig Oplysning og Indsigt i de Ting, som man mest trænger Oplysning og Indsigt i. Men denne Glæde vil, idetmindste forendel, berøves os, naar vi alligevel høre saamegen Klage over Mangel paa Oplysning, endog af dem, der selv lider af en saadan Mangel. Dette kan forsaavidt være til vor Trøst, fordi det er vist, at man først da lægger sig Vind om en Ting, naar man indser det Gale i, at man ikke besidder den. Men denne Trøst er da ogsaa ganske tarvelig; thi der gives Folk i Hobetal, som ikke har den mindste Anelse om, at det ikke kunde være saa slemt, om de havde en Smule større Oplysning, end de har. Og derfor bliver ogsaa Skrifter, som godt kunde trænge at læses, agtede, eller rettere foragtede, som de gjør.
Sagen er nok forresten den, at man liden eller ingen Lyst har til at læse. Og saalænge man mangler Lysten, bliver endog de bedste Skrifter liggende som en død Skat, der Ingenting udretter. Thi voksne Folk kan man nu ikke længer tvinge til Bogen; og at lokke vil heller ikke gaa synderlig godt an. Det er ellers mærkeligt, at Bonden mest ringeagtet det; som angaar hans eget Stel. „Hvad er det at skrive om“, siger den ene; „det er noget vi ved før“. „Aa ja, de maa nu noget finde paa, for at have noget at gjøre“, svarer en Anden. – Ja, var det saa, at man vidste det før, da var det ikke stort til, at skrive saa meget; men deri tager man gruelig Feil. Et eneste Eksempel skal
