har jeg fornemmelig godt Haab, allerhelst hvor Præster og
Skolelærere omgaas Folk flittig og venlig, og tar sig af
Oplysningsværket med Liv, d. e. ikke med Trusel og Tvang
men med Opmuntring og virksom Vejledning, ogsaa udenfor
sin egentlige Kaldsgjærning i Kirke og Skole. Der er
gudskelov endnu saa meget Godt i den norske Folke-Natur,
at jeg er overbevist om, man med Varme og Udholdenhed
kan udrette store Ting med vor Almue, vaade hvad udvortes
Virksomhed. Bogkunskab og anden Oplysning angaar.
Det gjælder mest om kraftige Sted, saa Folkeaanden vaagner
– om en hjælpsom Haand og levende Eksempler
for Øinene. Blot den norske Bonde faar se det for sig,
hvad Gavn og Glæde der er i Tingen, saa gir han ogsaa
efterhaanden Slip paa det Gamle og tilegner sig det Ny.
Faar han, som jeg sikkert haaber, mer og mere Smag paa
Læsning, sund Læsning, saa vil naturligvis ogsaa de mange
underlige Meninger om Bøgerne og Bogskriverne falde bort
af sig selv, ligesaavist som man hværken foragter Maden
eller Kokkepigen, saasnart man blot har god Madlyst.
O. Vig.
Der ligge de, alle de tusinde*Gange Tusinder; rørige og levende have de været som vi, men kolde og stive ere de sjunkne i Jorden, i Havet, i Ilden; Aske og Støv det ere de vordne, de Kjæmper i Pandser og Plade, de Konger og Hofmænd i Purpur og Silke, de Møer saa væne i Zobel og Maar; de kløgtige Mænd, som udspeidede Stjernernes Vei og Tankernes Kredse; de have hersket og kjæmpet, glimret og grublet, men nu er det ude; tomt er nu Gruble-
