Vi hørte sidst, at til at styre et borgerligt Selskab (en Stat) er 3 Slags Myndighed fornøden: den lovgivende, udøvende og dømmende; og da det ikke er rimelig, at alle „Folkevennens“ Læsere kjender disse Ting saa nøje, skal jeg dennegang dvæle lidt derved.
Efter vor Grundlov, ligesom og i de fleste europæiske Lande, har Folket den lovgivende Myndighed, det vil ikke sige, hele Folket selv, men Stortinget, som bestaar af Folkets Tillidsmænd og Fuldmægtige (Repræsentanter) og samles hvært tredie Aar. Som Enhvær ved, er man „stemmeberettiget“, det vil sige, har Ret til at være med og vælge, naar man er 25 Aar gammel, har været bosat som norsk Borger i Landet i 5 Aar, og derhos enten er Embedsmand, eller bruger matrikuleret Jord paa Landet, eller ogsaa i en By ejer Gaard og Grund til mindst 150 Dalers Værdi. Dog mister man Stemmeretten, saafremt man enten rent misbruger den eller dømmes til nogensomhelst vanærende Straf. De Stemmeberettigede i hvær Menighed (Kommune) udvælger Valgmænd, i Byerne 1 for hvær 50, men paa Landet 1 for hvært Hundrede, endog om det ikke er fuldt; og Valgmændene har igjen at vælge Stortingsmænd. Dertil tages dog Ingen, medmindre han er 30 Aar gammel og har opholdt sig i Landet i 10 Aar; heller ikke maa man vælge Nogen, som bor udenfor Byen eller Amtet. – Denne Fremgangsmaade, at Folket først vælger Valgmænd og disse igjen Stortingsmændene, kaldes indirekte Valg. I Danmark f. Eks. har man derimod direkte Valg, det vil sige, Folket selv vælger med engang sine Repræsentanter, uden at kaare Valgmænd dertil. Der har enhvær myndig, bosat Mand Stemmeret, altsaa endog
