terne vil have Forslaget til Lov; isaafald sendes det til Regjeringen, som før er sagt. – Istedenfor Odelsting og Lagting hos os bestaar i Danmark, England o. fl. Steder den lovgivende Forsamling af 2 Dele, et Under- og Over-Hus, som er valgt ved forskjellige Valg og paa forskjellig Maade; til Medlemmer af Overhuset tages nemlig kun rigere Mænd og af de fornemste Stænder. Ja, i Sverrig sidder endog de 4 Stænder, Adel, Præsteskab, Borgere og Bønder, hvær for sig. I dette Stykke er altsaa Norges Indretning simplere og naturligere end flere andre Landes.
Foruden at give og ophæve Love, har ogsaa Stortinget Retten til at paalægge Skatter, Afgifter og Told, dog ikke for længere Tid end til næste Storting, altsaa for 3 Aar ad Gangen. Det har dernæst Ret til at gjøre Statslaan, føre Opsyn med Rigets Pengevæsen, bevilge Penge til Statsudgifterne, bestemme Kongefamiljens aarlige Løn (Appanasje), gjennemse Regjeringens Forhandlings-Protokoller og kræve baade den og hvilkensomhelst Anden (undtagen Kongen) til Regnskab i Stats-Sager m. M. Det Meste af dette sker i det samlede Storting; dog er det Odelstinget alene, der gransker Regjeringens Handlinger, og kan beslutte at sætte den under offentlig Tiltale, og isaafald skal Lagtinget sammen med Højesteret Rigsretten) afsige Dommen.
Den lovgivende Myndighed er altsaa, som før sagt, fornemmelig hos Folkets Fuldmægtige. Kongen har med Hensyn til Lovgivningen kun 3 Ting at gjøre: 1) Han lader sine Raadgivere (sin Regjering) udarbejde Lov-Forslag (Proposisjoner) eller Udkast til Love og fremlægger disse for Stortinget; dog kan ogsaa enhvær Stortingsmand fremsætte hvilkesomhelst Lovforslag han vil – og Stortinget gjør desuden med Regjeringens, hvad det finder forgodt. 2) Kongen kan stadfæste (sanksjonere) Stortingets Lovbeslut-
