ninger, men han kan ogsaa lade det være, hvis han og hans Raadgivere tror, at Beslutningen vil blive skadelig. Denne Nægtelse kaldes Veto; dog er Kongens Veto hos os ikke absolut men kun suspensivt, det vil sige, han kan ikke for bestandig forhindre en Stortingsbeslutning, han kan kun afvise den til en Tid; ti hvis den uforandret gjentages af de 2 næste Storting, da er den Lov endog uden Kongens Samtykke. 3) Han kan give midlertidige (provisoriske) Anordninger angaaende Handel, Told o. s. v., men de gjælder da kun til næste Storting.
Med Hensyn til den dømmende Myndighed har Kongen endnu mindre at sige. Han kan ikke straffe en Eneste; han kan kun formilde de afsagte Domme eller endog fuldkommen fritage den Domfældte for Straf; dette kaldes Kongens Benaadningsret.
Men hvad Kongen egentlig har, det er da den udøvende Myndighed. Han indsætter alle Embedsmænd (undtagen Bank-Bestyrere og Stats-Revisorer[1]), der udnævnes af Stortinget); han har den højeste Befaling over Land- og Sjømagten, kan sammenkalde Tropper, begynde Krig og slutte Fred, indgaar Forbund med fremmede Magter og ordner Kirkevæsenet og Gudstjenesten; han lar indkræve de Afgifter, som Stortinget har paalagt, vaager over, at Landets offentlige Ejendomme rettelig bestyres, sørger for den borgerlige Sikkerhed og har Opsyn med Rigets Indretninger.
Kongen gjør dog ikke alt dette selv. Han udvælger nemlig endel norske Mænd til sine Raadgivere (Statsraader), der ogsaa maa være idetmindste 30 Aar gamle. Den fornemste af dem kaldes Statholder, den nærmeste Statsminister. Statsministeren og et Par af de egentlige Statsraader opholder sig stedse hos Kongen. Statholderen og de
- ↑ Stats-Revisorerne, 3 i Tallet, er de, som har nøjagtig at gjennemgaa (revidere) Regjeringens Regnskaber og til Vejledning for Odelstinget meddele det sin Mening om Sagen.
