Side:Folkevennen 1853.djvu/299

295

øvrige Statsraader er derimod i Norge, og det er disse tilsammen, der kaldes den norske Regjering og opholder sig i Kristiania. Her har Statsraaderne hvær sit Departement, saaledes at den ene bestyrer Kirke- og Undervisningsvæsenet, en anden Rettergangen eller Justitsen, en tredie Finans- eller Pengevæsenet, en fjerde Armeen, en femte Marinen eller Sjøkrigsvæsenet, en sjette Departementet for det Indre saasom Postgang, Dampskibsfart og Næringsveje o. s. v. De mindst vigtige Sager har Regjeringen Ret til at afgjøre paa egen Haand, hvorimod de vigtigere sendes til Kongen. Ogsaa alle Ansøgninger til Kongen maa sendes gjennem Regjeringen i Kristiania. Den Statsraad, som Sagen vedkommer, ledsager den da med sin Betænkning; derpaa kommer hele Regjeringen sammen og afgiver i Fællesskab sin Indstilling til Kongen; han tar dernæst Statsministeren og de tvende Statsraader paa Raad, og saa fatter han sin Beslutning (Resolusjon). Finder nogen af dem, at hans Beslutning er skadelig for Landet eller stridende mod Lovene, saa skal han gjøre Indsigelse (protestere) derimod; hvis ikke, er han ansvarlig og kan straffes derfor af Stortinget. Kongens egen Person kaldes nemlig „hellig“ eller ukrænkelig; han kan ikke lastes, anklages eller straffes, hvad han saa end gjør; det er hans Raadgivere, som skal bære Skylden for hans slette Handlinger, hvis de ikke protesterer derimod; og hjælper ikke deres Indsigelse, kan de tage sin Afsked. Paa denne Maade gaar det til, at det indskrænkede Kongedømme er sikrere mod Tyranni, end det uindskrænkede; ti da Statsraaderne skal være ansvarlige for hans Gjærninger, saa vilde han, hvis han blev slem, vanskelig faa Nogen dertil, og saaledes blive nød til at læmpe sig, da han jo ikke kan regjere uden Raadgivere. – I England er Folkets Indflydelse i denne Henseende endnu større end hos os. Regjeringen der er parlamentarisk, det vil sige, saasnart Parlamentets (Stor-