bede Kongen om at tage den tilbage, ti dertil har han ikke Ret; han kan ikke engang, om han vil. Der er andre Midler, som enhvær god og oplyst Borger vil gribe til, og det er mundtlig eller skriftlig at søge at overbevise Stortingsmændene om det Rette, at vælge saadanne Stortingsmænd, som baade vil og kan fremme den gode Sag, og at henvende sig til det kommende Storting med Forestilling om at rette det, som man tror er rangt. Da vil man heller ikke være saa ligegyldig ved Valgene, som Mange nu er, idet man dels ikke bryr sig om at møde frem og dels stemmer paa Mænd, uden Hensyn til hvad de duger til, naar de bare enten er rige, har Anseelse i Bygden eller staar i etslags Venskabsforhold til Vælgeren.
Man vil maaske sige, at en saa stadig Opmærksomhed for Bygdens og Landets Anliggender, Deltagelse i Valg, Formandskaber m. M., kræver formegen Tid og falder for besværlig. Men fordetførste maa man mindes den Sandhed, at intet Gode faaes uden Umag. Vil man have en fri Landsstyrelse og være saa sikker som mulig paa, at Lovgivningen efterhaanden, om end langsomt, blir friere og folkeligere, saa faar man ogsaa gjøre Sit til at fremme Sagen; den kommer ellers ikke af sig selv. For 900 eller endog blot for 600 Aar siden var der desuden ingen Mangel paa, at de norske Bønder rejste lange Lejer for paa Tingstederne at samles med sin Drot, med Jarler og Herser, og at samsnakke om Landets Anliggender. Nu, da vi længe har været afvænt med en saa levende borgerlig Virksomhed, nu skal der Tid til, førend vi paany kommer rigtig igang; men at det vil ske, er baade et ønske og et velgrundet Haab.
