Hensyn til Salmens Indhold. Begge Dele kan findes hos mangt et Menneske, uden at han derfor er istand til at frembringe gode Salmer; ti dertil hører endvidere – som allerede antydet – særegne naturlige Gaver. En Salme skal vel indeholde kristelige Tanker, saa maa nødvendig gjøre det, men disse Tanker skal ikke fremsættes saa tørt og hværdagslig (prosaisk) som i en kristelig Lærebog eller saa bredt som i en almindelig „Katekisasjon“ eller Præken. Nej, Salmens Tanker maa udtrykkes kort og fyndigt og gaa en saa livfuld og gribende Maade, at Hjærtet deraf opvarmes, Sindet opløftes og Aanden ligesom henrives af Sangens Strøm. Kort sagt, Salmen maa fornemmelig være rig paa kristelig Tro, kristelig Følelse, og from Fantasi. En Salme, som blot belærer og underviser os i de kristelige Sandheder, uden at gribe Hjærtet og vække en hellig, højtidelig Stemning, en saadan Salme er igrunden ingen Salme, men bare gudeligt Rimsmed-Arbejde.
Skal nu Salmen have en saadan gribende, levendegjørende Kraft, eller med andre Ord, være en virkelig Salme, – da maa endelig dens Sprog, Udtryk, Ord og Talemaader være saa levende som muligt. Men nu er Aandens og Livets Sprog intet andet end Billedsproget; og Ordbilleder (Lignelser) hører derfor nødvendig med til al Poesi. Et Kvad uden lignelsesfuldt Sprog er som en vissen Blomst, tør og mat og livløs, uden Ynde og Duft, endsige uden Kraft til at frembringe Frugt. Sagen er jo den, at da ingen af os har set nogen Aand med Øjnene eller følt den med Hænderne, saa kan vi heller ikke snakke om det Aandelige, uden ved at ligne det med noget af hvad vi udvortes har set, hørt, følt o. s v. Naar vi siger, at En „fatter“ eller „begriber. Noget, saa er det jo en lignelsesvis Tale; vi mener da nemlig, at Forstanden gjør noget Lignende, som naar Haanden omfatter og griber flere Ting for at undersøge dem, holde dem fast o. s. v. Paa samme Maade er det f. Eks. med Ordet „indse; Forstanden lignes da med Øjet – er ligesom Sjælens Syn. Ligeledes kalder man Kjærligheden en Ild; Ligegyldigheden en Søvn; Stilstanden en Død; Glæden et Solglimt, en Vaar; Sorgen en Vinter, en Nat; Tiden en Strøm; Guds Almagt hans Arm; Himlen et Paradis o. s. v. Alle slige Talemaader stiller os Meningen saa levende for Øje;
