Side:Folkevennen 1853.djvu/308

304

selve Bibelen er fuld af Billedsprog, og enhvær livfuld Bogskriver vil endnu den Dag idag med Flid benytte sig deraf; hvormeget mere hører da ikke Billeder og Lignelser hjemme i Salmedigtningen! Det hjælper ikke at indvende, at mangen Lignelse er dunkel, og at Alting bør være saa klart, at man med Et kan ligesom tage og føle paa den fuldstændige Mening. Menneskehjærtet og Menneskeaanden lever og bestaar ikke af idel Klarhed; det Dybeste, Højeste og Inderligste i Aandslivet maa nødvendig have en vis Dunkelhed, ligesom den dybe Sjø er dunklere end den grunde; og den Digter, som aldrig har skrevet noget Dunkelt, stikker derfor ikke dybt. En anden Sag er det naturligvis, at Salmen bør være saa klar og Billederne saa fattelige, som det er muligt uden at formindske deres Liv og Kraft. – Storhed og Skjønhed hører med til al sand Poesi, og ikke mindst i Salmen; ti den skal jo dreje sig om den største af alle store Ting – om Gud selv og hans Raadslutninger til Menneskets Salighed. Kun maa Salmedigteren endnu mere end enhvær anden Digter vogte sig for tom Klingklang, for højtravende Ord uden indre Kjærne, for blomstrende Talemaader uden Fylde og Fynd. Selv naar han paa Begejstringens Vinger flyver allerhøjest, maa han beflitte sig paa en vis Simpelhed og Naturlighed, saafremt ikke det hele skal opløse sig i Ord-Skum uden Saft og Kraft. Herved mindes vi ogsaa om, at en Salmedigter kan og bør benytte ægte folkelige Talemaader, optage Ord og Vendinger, som jævnlig lyder paa Folkets Læber. Naturligvis maa ogsaa dette ske med Forstand og Smag, saaat ikke det Hellige vanhelliges eller det Ophøjede drages ned i Støvet. At bruge smagløse, grove Hværdags-Udtryk er ligesaavel en Fejl ved Salmedigtningen som at være højtravende og opskruet; men ogsaa herimellem ligger der en gylden Middelvej, og den bestaar i at optage saa meget af Folkets Tankegang og Talemaader, som muligt er uden at krænke det højtidelige Indhold. Først da blir Salmen, ligesom Jesus, et Himmelbarn i menneskeligt Klædebon; – ogsaa han gik i Ringhed, jævnt og simpelt og fandt sig i Jordens Vis, men midt i denne Simpelhed fremlyste derhos stedse hans indre Højhed og Herlighed. Ogsaa Himmelens Stjerner spejler sig klart i de dybe Vande og i Markens Dugg, til et Vidnesbyrd om, at det Himmelske og Jordiske baade vil og kan forenes; og