ker, storartede Lignelser og skjønne Sprog. Hvem føler sig ikke opløftet, naar han læser de henrivende Skildringer i flere af Davids Salmer, Profeternes Skrifter og i Jobs Bog! Himlen selv kan ikke rumme Gud, den er kun hans Trone, og Jorden er hans Fodskammel; Stormvinde og Lyn er hans Sendebud og Skyerne hans Vogn; hans Ord er en Hammer, der knuser Klipper, og har en Røst som en Torden, som mange Vandes Lyd; Himmellyset er Sømmen af Guds Klædebon, og Stjerneskaren er for ham kun en Flok Lam; hans Blik er som Ildsluer og smelter Bjergene som Voks; selv Himlene, der fortæller hans Ære, skal ældes, sammenrulles og omskiftes som et Klædebon, men hans egne Aar skal ingen Ende faa. – Og naar Apostelen Paulus taler om den Sabbatshvile, der er tilbage for Guds Folk – for dem, der ikke forhærder sit Hjærte, saa de ved Vantro gaar glip af Forjættelsen om det himmelske Kanaan; – eller naar Johannes skriver om ham, som har Helvedes og Dødens Nøgler – om de lange hvide Kjortler, som de skal iføres, hvis Navn er skrevne i Livsens Bog – om Herren, som staar for Døren og banker – om det ny Jerusalem, med Livsens Træ og det skjulte Manna, hvor Nat og Suk og Sorg er forsvunden, hvor Lovsang og Harpeklang lyder om Guds Trone i al Evighed, og hvor han selv aftørrer alle Taarer af sine Troendes øjne – ja naar vi læser disse og lignende Steder i den hellige Bibelbog, da maa man have et underligt Hjærte, gruelig sløvt og ligegyldigt, dersom man ikke faar en Fornemmelse af, hvad kristelig Poesi har at betyde.
Det er altsaa vist, at Kristendommen, hvor den er tilstede i sin levende Fylde, er højpoetisk, og kan ikke da være tør eller mat, saavist som alle „Jesu Ord var Liv og Aand“. Hvor man derfor digter eller elsker kolde og tørre Salmer, der er det et Bevis paa, at Kristendommen er enten halv- eller heldød; og er der ikke engang Liv i Sangen, hvad skal der da være i Tale og Skrift! Idethøjeste kan der da findes etslags kristeligt Liv i de enkelte Hjærter, men noget kirkeligt Liv, noget kristeligt Menighedsliv idethele, er der ikke. Det er en mærkelig Erfaringssandhed, at Salmesangen og Kirkelivet har gjennem Tiderne gaat Haand i Haand; enhvær stor Salmedigter, der er opstaat i Verden, har gjærne fremkaldt en tilsvarende kristelig Retning, mer eller mindre kirkelig, efter som hans Sang var.
