Side:Folkevennen 1853.djvu/314

Denne siden er ikke korrekturlest
310

nede Dag, o Skaber god“ og „Hvo, som vil salig udi Verden leve“; af den lærde Hemmingsen: „Hvo, som Kristi Kors vil pryde“; af Borgermester Paludan: „Løft op dit Hoved, al Kristendom“, o. s. v. af mangfoldige Flere, som dengang sang saagodt de kunde. Bogen udkom 1544 forbedret af Hans Tausen. – Saa kommer vi til Præsten Hans Thomissøn, der 1569 udgav en meget fuldstændigere, almindelig Kirkesalmebog, som da blev brugt 130 Aar. Den indeholdt endel af Salmerne i den ældre Bog, flere Oversættelser fra Latin og Tysk samt nyere Salmer af ham selv og Andre. Blandt hans egne Salmer kan nævnes: „Den kristelig Kirkes skjønne Navn“, og „Jeg løfter højt op øjne mine“.

Fra 1570 gik der nu omtrent 100 Aar til Kingo, og i denne Tid er følgende ny Salmer de vigtigste: „Den lyse Dag forgangen er“ og „Herre Jesu Krist“ af Sthen; „Mit Barn, frygt den sande Gud“ af Pedersøn; „Jeg raaber fast, o Herre“ af Bille; „Herren han er min Hyrde god“ af den trondhjemske Biskop Arrebo, „Guds hellige Engle lejre sig“ af Biskop Brochmand; „Dagen viger og gaar bort“ af Dortea Engelbretsdatter i Bergen; samt desuden af ubekjendte Forfattere: „O Jesu for din Pine“, „Paa Gud alene“, „Udi din store Vrede“, „Fryd dig, du Kristi Brud“ (?), „Naar jeg betænker den Tid og Stund“, „Eja mit Hjærte ret inderlig“ og „I Jesu Navn“.

Vi ser altsaa, at adskillige vakre Salmer blev digtet i denne Tid, og dog er der ingen enkelt af disse dansk-norske Digtere, som rigtig kan kaldes stor. Hele Tidsalderen, Folket selv, havde dengang ligesom et Rigdoms Væld af kristelig Poesi i sig; og En her, en Anden der forfattede en Salme nu og da, saagodt han kunde; Versemaalet og Rimene havde som oftest mange Mangler, men den indre Kjærne var ligesom et Udbrud af Folkets eget Hjærtedyb, og Salmerne blev derfor etslags kjære Folkesange. – Versekonsten var i den senere Tid bleven bedre end 100 Aar tilforn, men ellers ser man godt, at den kirkelige Aand efterhaanden var sunket; ti naar undtages ganske yderst faa af de yngre Salmer, var de ikke længer fulde af den Aand og Kraft, den Tro og det kristelige Heltemod som Salmerne fra Reformasjonstiden. „Klagesangen er nærved at have overdøvet Lovsangen. Selv naar Hjærtet jubilerer „som Fuglen ved Dagen den klare“, da er det ikke saameget fordi Vor Gud han