funden“ og „Op al den Ting, som Gud har gjort“, saa havde han endda været den største Salmedigter i det 18de Aarhundrede. Der er rigtignok en himmelvid Forskjel paa ham og Kingo, som han langtfra kan maale sig med hværken i kirkeligt Syn eller kristelig Kraft; men hans Sang er saa inderlig from, saa smeltende og sød, at man let forglemmer hine Mangler. Medens Kingos Harpe bruser som en mægtig Basun, som en højtidelig Orgelklang gjennem Kirkens Hvælvinger, klinger derimod Brorsons som ubeskrivelig milde, venlige Fløjtetoner i en stille Aftenstund. Selv ud- gav han sine fleste Salmer under Navn af „Troens rare Klenodie“, og hans „Svanesang“ udkom Aaret efter hans Død 1764; men allerede 1740 havde Pontoppidan efter Kongens Befaling samlet en Salmebog, der skulde afløse Kingos, og hvori Brorsons samt nyere tyske Salmer udgjorde Hovedparten. En stor Del af Kingos Salmer blev dog ogsaa taget med; men Bogen blev ikke indført, undtagen i Slotskirkerne og tildels i Slesvig, dels vel fordi den var saa stor, og dels fordi Folket rimelgvis følte, at den var mere passende til Husandagt end til Kirkebrug. De fleste Salmer i den handlede blot om Sjælens indre Tilstand, hvorimod Luther og Kingo mest havde lovet og priset Vorherre for det, som alle Kristne har tilfælles, og som alene kan gjøre os salige – altsaa for Ordet og Sakramenterne i den kristne Kirke. Og i Menighedens offentlige Forsamling bør udentvivl dette være Hovedsagen.
Man havde nu i Danmark siden Reformasjonen haft 2 store Strømme af Salmedigtning, hvori Kingo og Brorson var Mestersangerne. Men nu, under Fredrik den Femte, var det, at Tyskeren Klopstock skrev sit berømte Konst-Digt „Messiaden“, hvor Kristi Liv og Gjærning blev besunget med al den poetiske Glans, som før kun var at finde i de bedste verdslige Digte. I Lighed dermed begyndte man at indrette Salmerne; man syntes de gamle var for simple, og tog nu sin Tilflugt til en Mængde Lignelser og Talemaader, som ofte var idel højtravende Klingklang uden synderlig Kjærne; – man vilde ligesom hjælpe Andagten til Himmels paa „Marmortrapper“. Den, som i anden Poesi bedst efterlignede Klopstock, var den alvorlige Johannes Evald, men af Salmer skrev han kun faa. Den sidste, som han dikterede, da Døden nærmede sig, begynder saaledes:
