„Udrust dig, Helt fra Golgata!
Løft højt dit røde Skjold!
Thi Synd og Død – du ser det, ja –
Angribe mig med Vold“.
Langt flere digtede derimod Madam Boye, og hendes Salmer, tilligemed nogle af Præsten Lund og en stor Del ældre, udgjør Indholdet i den Salmebog, der blev samlet af Ministeren Guldberg og Biskop Harbo og udkom 1778. De ny Salmer har naturligvis her mere Sving end de ældre, men Kraften er ikke meget stor; de blev især medtagne, „for at den Oplyste kunde finde den Aandsopløftelse han attraar“, ret ligesom om Kingos og Brorsons ikke havde Kraft til at opløfte enhvær den, som blot har kristelig Tro og barnligt Sind. Enkelte af Bogens nyere Salmer er vistnok vakre; men altfor ofte er Klopstock maadelig efterlignet, og Salmerne fulde af opskruet Ordbram, der ret kan kaldes „lydende Malm og klingende Bjælder“, f. Eks.:
„Naturen sov ved tændte Nattefakler,
Ved Millioner skinnende Mirakler“.
Bogen blev da snart hæftig angrebet, fordi den ikke var simpel nok; det var ogsaa en Bølgeslag fra Tyskland, hvor Gellerts Simpelhed var kommen ovenpaa Klopstocks Poesi. Men nu var det tillige, at den ukristelige Aand tog Overhaand, og saa skrev man Salmer uden kristelig Kjærne og bibelske Talemaader – kort sagt „upoetisk Poesi“ – Altsammen for „Simpelhedens og Fattelighedens Skyld“. Blandt Salmedigterne i Slutningen af det 18de Aarhundrede maa især mærkes 3 Normænd, Edvard Storm, Præsten Frimann og Biskop Brun, der alle hørte til de mest kristelige og poetiske i sin Tid, og af hvilke den sidste aabenbar var „den største Salmedigter mellem Brorson og Grundtvig“. Af Bruns mange Salmer kan især nævnes: „Jesus lever, Graven brast“, „Hos Gud er idel Glæde“, „Aand over Aander, kom ned fra det Høje“, „Tænk ej, at Troen er en Tanke“.
I Aaret 1790 udnævnte Kongen en Kommissjon af 5 Mænd, Ove Malling, Abrahamsen, Rahbek, Riber og Storm, Allesammen ansete Skribenter, for at udarbejde en ny Salmebog, der kunde være smagelig for den tørre, aandløse Tid. Otte Aar derefter blev de ogsaa færdig med „Den evange-
