og Dyd“, retsom om den sidste ikke allerede ligger indesluttet i Troen og vil nødvendig udspringe af den, hvor den blot er levende. Ja enkelte Steder forbigaaes endog Troen aldeles, og „Dyden“ alene, Efterligningen af „Jesu Mønster“ o. s. v. nævnes som Salighedens Grundvold f. Eks. i No. 299:
„Den Dyd, som prøvet er i Nød,
Bereder til en salig Død.
Og du vil os, som Fader blid,
Vist kalde did,
Hvor evig lønnes skal vor Flid“.
Det heder ogsaa, at jeg blir „lyksalig her og salig der, naar jeg fører min hele Vandel efter Guds vise Bud“; og et andetsteds, at „ethvært Guds Bud bereder os til Salighed“.[1] Og endnu tydeligere udtales den samme Tanke i No. 363 saaledes:
„Og naar jeg saa dit Sandheds Ord adlyder,
Jeg følger dig, saavidt jeg kan, i Dyder.
Da ved jeg vist, at Naadens Gud mig lønner,
Mig evig lønner.“
Hvem maa ikke her mindes Jesu Ord, at vi er unyttige Tjenere, selv da om vi havde gjort alt hvad der er os befalet, endsige naar vi blot gjør „hvad vi kan!“ Vil man end forklare Salmebogens mange Ytringer saa mildt som mulig – og det bør vi vistnok bestandig gjøre – saa kan det dog alligevel ikke nægtes, at Forholdet mellem Tro og gode Gjærninger er fremstillet anderledes end i Bibelen – er idetmindste skjævt; og den, som kjender Kirkehistorien, maa indrømme, at ialfald mange af Salmerne indeholder lignende Ytringer som Semi-Pelagianernes.
Om Kristi Gjærning til vor Salighed lærer Bibelen tydelig nok, at han først og fremst har forløst os ved sin Død og Opstandelse for os, i vort Sted, og dernæst ved sin Lære og sit Eksempel eller Liv. Men ogsaa dette er i Salmebogen aldeles endevendt, saaat der tales allermest
- ↑ I Bibelen heder det derimod, at Loven (Guds Bud), saalangt fra at gjøre os salige, tværtimod fordømmer os, da vi har overtraad dem alle – og at derfor Frelsen maa komme ad en anden Vej (Evangeliet). Bibelen taler derfor heller ikke om nogen anden Løn end Naadeløn, som altsaa ikke fortjenes ved vor Flid.
