om „hans blide Lære“ og, hans „Mønster for os“, og meget mindre om hans Forsoningsdød og Opstandelse. At Kristi Fyldestgjørelse i vort Sted ikke læres klart i Bogen, er let at bevise. Som vi ved, udraabte nemlig Jesus paa Korset, at Gud havde „forladt“ ham; og Kingo synger derfor meget herligt saaledes:
„For min Skyld blev du saa forladt
Og af Guds Vrede taget fat,
At aldrig jeg forlades skal
I Dødens grumme Dyb og Dal“.
Men i den ny Salmebog heder det No. 164:
„Dog Gud, din Gud, dig ej forlod,
Derpaa grundfæster jeg mit Mod“.
Det kan man kalde at omskrive en gammel Salme! Her ser da Enhvær, at ikke blot Kingo men Kristus selv imodsiges, og at begge Salmedigterne trøster sig ved Ting, der er hinanden aldeles modsat.
Men er Bogen semipelagiansk i en Ting, saa er den reformert med Hensyn til Sakramenterne. Nadveren betragtes alene som et „Erindringsmaaltid“; der findes i Bogen ikke et Ord om, at vi der tillige faar Jesu Legeme og Blod; vi skal kun „mindes“ hans Kjærlighed, mindes hans Lidelse og Død, og det er dette Minde, som „styrker Sjælen“. Daaben omtales ikke som et virkeligt „Gjenfødelsens Bad“, men kun som et „Samfunds-Baand“ og som en „Pagt“. – Endnu værre er det med Kirkebegrebet; det heder nok, at Kirken, „Guds Sandheds Helligdom“ staar paa en Klippe, men Kjendemærkerne paa denne Kirke og paa Sandheden blir ikke nævnt; og ved vi ikke, hvad Kirken er for noget, hvorpaa vi skal kjende, og hvor vi skal finde den, da hjælper det os lidet, om der forsikres, at den skal „staa til Verdens Ende“.
Salmer om Guds indre Førelser med den Troende er der saagodtsom ingen af. Men endda værre er det, at en Kirke-Salmebog mangler egentlige Højmesse-Salmer, det vil sige historisk-poetiske Salmer, som slutter sig nøje til Kirkeaarets Evangelier, og hvoraf Kingo har saa mange.
Ser vi saa hen til Poesien, saa er Bogen idetheletaget mat og tør, uden Billedsprog og Lignelser og altsaa
