(velsignet), Maledidelse (Forbandelse), Legater (Sendebud), Kreatur (Skabning), Ægteskabs-Stat (Stand), Pønitense (Anger og Bod). Men endnu værre er det med tyske, halvtyske og selvgjorte Ord, saasom: vedersige (modsige), Kloghed, Haanhed, berende, Gast, Anslag (Forsæt), behaft, gelinge, Hinderhold (Baghold), Anmodighed, betee, nam (tog), belades, belænket, befangen, Forlangen, begegne, erlange, undfalde, Hoffart, begyde, beflækker, Æres Val (Udvalg?), doble (spille), keerte, Lilium, forgræmmed, krænkelig (forkrænkelig), den jødiske Fund, Slus, undertrine, Begjæring og Vild’, beruster, indælte, frilig, Gjenstrid, Storlighed, Trygge, befalder, afslette (udslette), udrotter.
Saa kommer vi til rene Sprogfejl, f. Eks.: „Se Liljerne hos de Enge“ – „Maanen tændes og falmer sit Skin“ – „Han vilde og lægge dem Hænderne paa“ - „Det er stort altid Gud at Takken gjøre“ – „Sin Vilje Gud os kjendte“ – Guds Søn „vil tage sig vort Kjød oppaa“. „Slet“ betyder i Almusproget flad, men i det nuværende Bogsprog det samme som daarlig; „slet formørket“ er derimod i Kingos Bog det samme som aldeles formørket. – Naar det heder: „Af Gravens Sted hint mørke Opstod vor Sjæleven, Dernæst ved Engles Styrke Blev Stenen væltet hen“ – da ser det ud, som om Stenen blev fravæltet, efterat Kristus var opstanden. Om Maria siges der: „At ved den Helligaand Hun stedse uden Meen blev en Jomfru ren“, som, hvis det tages efter Bogstaven, maatte betyde, at hun aldrig havde ægteskabelig Omgang med Josef. Slige Unøjagtigheder bør naturligvis rettes. Det samme kan gjælde med Hensyn til unødvendige Gjentagelser, f. Eks.: „Saa min Jesus af sin Grav Og det dybe Dødens Hav Opstod ærefuld af Døde“. Her siges igrunden det samme 3 Gange: han opstod af Døde = af Dødens Hav = af sin Grav. Alle Rettelser bør forresten gjøres saaledes, at Meningen gjengives og Salmen ikke blir daarligere.
Endelig er der adskillige Talemaader hist og her, som i en Salme ikke er ganske smagfulde og tækkelige; den samme Mening kan ogsaa indklædes i andre Ord, der er lidt sømmeligere og værdigere. Til slige Talemaader maa henregnes: „Kjærlighedens Brynde“ (bør hellere hede Ild eller Brand) – Judas „søndersprak“ – at opstaa „med Skind og Ben“ – at Kristus „sloges ihjæl paa Korset“, at han
