Hvor dejlig er den unge Vaar!
I Brudeklæder Højen staar,
Og Markerne sig pryde.
Hvor er Guds Jord dog lys og smuk!
Jeg tren herud med Sorg og Suk,
Og dog maa jeg mig fryde.
Med Salmekor af Trille-Slag,
Med Støtter og med hvælvet Tag
Staar Skoven som en Kirke;
O Skaber, i dens Helligdom
Hver brusten Knop fortæller om,
Hvad du formaar at virke!“
Om Søndagens Betydning synger han blandt andet:
Dage komme, Dage svinde,
Lifligst er dog Herrens Dag;
Da vi Naadeporten finde
Aabnet under Kirkens Tag.
Det er Hjærtets Hviletid
Under Verdens Storm og Strid;
Der er godt at bo og bygge,
Der er Fredens Palmeskygge.“
En anden dansk Præst, M. N. Schmidth, har udgivet endel „Bibelske-Sange til Kirkeaarets Søn- og Festdage.“ En af disse begynder saaledes:
„Det er saa svært, det ene Punkt:
Forlad de onde Veje!
Det falder Kjød og Blod saa tungt,
Kun Himmerig at eje.
Det gaar saa let, det er saa nemt
At ære Gud med Munden,
Mens Sjælen er for Synden stemt
Og Hjærtet slet i Grunden.
Man snor og vender sig, vil ej
Ret dyrke Gud alene;
De Fleste gaar den brede Vej,
Vil tvende Herrer tjene.“
og slutter med følgende Vers:
„Den Sti er trang, som Maalet naar,
Hvor vi skal Kronen eje –
Vend om, vend om, hver Sjæl, som gaar
Paa Syndens brede Veje!“
En Salme ved Kirkeaarets Slutning ender han saaledes:
„Som Kristi Kirke,
Saa ældes ogsaa vi.
