Grundtvig ret isandhed kan kaldes Haabets Sanger. Ja, det levende Haab om Guds Riges Fremvækst paa Jorden, indtil det naar sit fulde Maal – det har vel næppe gjennemstrømmet nogen Kirkeskjald saa fuldelig som ham.
Førend jeg meddeler Prøver af hans Salmesang, maa jeg endnu tilføje, at han mer end nogen Anden har vidst at benytte folkelige Ord og Talemaader; hans Salmer er ikke blot kristelige og kirkelige men ogsaa danske; han har ligesom forenet Davids og Kjæmpevisens Skjaldekonst. I at bruge Bogstavrim overgaar han endog Kingo, og af hans malmfulde Ord kan nævnes: soleklar, stendød, iskold, klippefast, fuldgod,[1] sjæleglad, Helsot, Banesaar, Fostbroderskab o. s. v. Som Eksempel paa denne kristelige Kjæmpevisestil, forenet med Efterklang af David, kan anføres en Indgangssalme af ham:
„Guds Menighed, syng for vor Skaber iløn,
– Engle synge med –
Som gav os til Frelser sin enbaarne Søn!
Saa liflig lege vi for vor Herre.
Slaa Harpen, du fromme Salmist paa Jord,
– Strængen er af Guld –
For Jesus vor Konge, Guds levende Ord!
Saa liflig lege vi for vor Herre.
Da høres de glødende Tungers Røst,
– Aanden er os nær –
Som bringer os altid den evige Trøst.
Saa liflig lege vi for vor Herre.“
Vil man have en Prøve paa hans Tankerigdom og Rimkonst, kan man læse:
„Hvede-Kornet og Vinranken
Selv sig kalder Herren min:
Saa med Flid han fører Tanken
Hen til Bordets Brød og Vin,
Hvor det Himmelske i Aanden
Og det Jordiske i Haanden
Sammensmelte, Eet i Grunden,}}
- ↑ Det er sagt offentlig, at Ordet „fuldgod“ i forstærkende (superlativisk) Betydning skulde være urigtigt, og at det f. Eks. burde hede: Han er „full god“, d. e. vel (vistnok) god. Men denne Paastand er aldeles uden Grund. Begge Skrivemaader kan bruges, men gir en meget forskjellig Mening. Ordet „fuldgod“ i sin første og egentlige Betydning har jeg hørt blandt Almuen fra min Barndom af (Se til Overflod I. Aasens Ordbog). Kingo har ogsaa Ordet „fuldtro“ i Betydning af fuldkommen tro, meget tro.
