Som i Ordet saa i Munden,
Til vor Sjæls og Legems Tarv.“
Som et Eksempel paa et storartet poetisk Syn vælger jeg følgende Vers:
„O himmelske Udsigt fra Kirke-Bjerg!
Du rækker til Saligheds-Byen.
Og Døden han er kun en liden Dværg
Mod Kjæmpen histoppe i Skyen.
Den Kjæmpe ledsager mig i min Grav,
Af Kjærlighed kan ikke andet;
I Badet vi gjorde Fostbroderskab,
Og Blod har vi visselig blandet.
Naar Dværgen det ser, at vi følges ad,
an synker med Hyl i Afgrunden;
I Løngangen vandrer jeg sjæleglad;
Med Kjæmpen til Paradislunden.“
Hvad kan være vakrere, end naar han i en Julesalme siger, at som „Guds kjære Børn“ skal vi „holde Jul i Himmelby“, og at da
„Paa Stjernetæpper lyseblaa
Skal glade vi til Kirke gaa!“
Hvilken Velklang er der ikke f. Eks. i følgende Vers om Aandens Virkning:
„Sandelig, det var Guds Finger,
Som gav Bruden Ørnevinger,
Midt i Ørken Hus og Gaard,
Som gav Korsets Ord fra Østen
Sangerstemmen, Kjæmperøsten
Gjennem atten Hundredaar!
Derfor gløde vore Tunger,
Derfor sødt det i os sjunger,
Naar vi prise Jesu Navn
Og vor Sjæl i Kirkeordet,
Smeltende ved Naadebordet,
Synker sødt i Jesu Favn.
Eller hvad kan være mere gribende, end naar han saaledes paakalder den Helligaand:
Sjælesørger fra det Høje!
Hold med os et vaagent Øje,
Vogt de Smaa for Falk og Høg!
Væk de Dorske, styrk de Svage,
Tugt de Trygge, fryd de Spage,
Gjør os daglig Husbesøg!
