Side:Folkevennen 1854.djvu/107

Denne siden er ikke korrekturlest
103


Noget om Folkelivet ved Sjøkanten.
(Af Lensmand Poulsøn i Bjørnør.)

Der er vel En og Anden, som vilde synes, det var artigt engang at se lidt om, hvorledes Folket har det ude ved Sjøen; jeg har derfor tænkt at meddele Noget derom, skjønt der fra denne Kant af Landet ikke kan være meget Morsomt at sige, da er det smaat med Oplysningen, og hvad værre er, det staar sig ikke allesteder ret godt med Ærlighed og Sædelighed heller.

Ude ved Sjøen og paa Øerne er Gaardene for det Mette smaa, og da her som oftest er noget at faa paa Sjøen, saa forsømmes derover Jorden; det er derfor sjelden, at Jordbrugeren faar saamegen Avl selv, at han slipper at kjøbe Gudslaan (Korn, Mel). Der er og en stor Del Husmænd, og naar disse kan føde et Par Kjør paa Rummet, er de ligesaa godt farne som Gaardmændene; thi de har mere Tid tilovers til at fare paa Sjøen, og saa er de fri for de Skatter og Tolde, som Gaarden maa svare; Husmanden har bare Afgiften til Gaarden, og denne er sommetider bra billig. Værre er det med Indersterne. En stor Del gifter sig sammen uden at eie 2 Skilling at begynde med; straks de er gifte, skal de leie sig Husrum hos Nogen, og saa naa de borge, hvad de skal leve af, hos Handelsmanden i dyre Domme, og naar de faar sig til en Tønde Fisk eller Sild, maa de til Handleren med den for paanyt at faa borge lidt til Leveveien. Med en stor Del gaar det saadan Aar ind og Aar ud, indtil de blive saa gamle og affældige, at de ei vinde at arbeide til, hvad de skal leve af, og saa har de til Slut den eneste Udsigt: Fattigkassen.

I Aannetiderne holder Folket sig for det Meste hjemme for at gjøre Aan; de fare kun en og anden Gang imellem laa Sjøen for at faa en Kogefisk. Efter Vaararbeidet farer