Side:Folkevennen 1854.djvu/108

104

derimod Karfolkene ud hver Dag efter Sei og Ur (Ugur, Raufisk, Klokkar), og stundom maa, naar der er bra Fisk at faa, nogen af Kvindfolkene ogsaa være med, især naar det bær ud med Seinoten. Endel reiser paa Havbrua eller Storeggen, som kan være 8 til 16 Mile unda Landet, og der fiskes Kveite (Helleflyndre) og Lange, tildels og Haakjærring; dog er Havbrufiskeriet ikke af den Betydenhed nu som i ældre Tid. Med disse Fiskerier og med at tørke Klipfisken og føre den til Byen gaar Tiden hen til Høslaatten begynder. Efter denne kommer gjerne Sommersilden ind i Fjordene, og sjelden træffes Fiskerne uden at spørge efter Silden og efter, om man har set til dens Ledsagere: Kvalen, Størjen, Storseien og Makrelen. Rygtes det, at den er set og faat noget Sted, saa gjælder det om i al Hast at komme afsted til Sildfjorden. Gaar Fiskeriet godt til, og der kommer mange Folk, bliver der gjerne en stor Tummel; hos de Folk, som bor nærmest, faar saa mange Fiskere Hus, som der kan rummes, og det gjælder da fornemmelig for Enhver om at sørge for sig selv. Det er desværre ofte en Lov hos Fiskeren baade paa Sjøen og hjemme i Losjiet, især i Nordlandene, „at hver passer Sit, og hver er sig selv nærmest“; derfor er der ikke stor Beinsomhed, naar det gjælder om at sørge for sin Dont; thi den Stærkeres Ret er størst, og den, som mindre vinder, maa taale og tie. Paa Sjøen er det ikke saa sjelden Skik desværre, at den, som kommer først, forsyner sig af de Andres Garn, og den, som har mistet Toug, Dubbel eller Garn, forsyner sig gjerne istedet, hvor han først kommer for Haand, og mange Fiskere anser det ikke som noget Galt at „gjøre sig hjulpen“ paa den Maade, naar de er i Forlegenhed. Her Nordenfjelds staar nu Sildfisket paa til ud paa Høsten, sommetider til henimod Jul; naar denne er omme, ruster man sig til Skreifiske, som begynder ved Kyndelmis (2 Februar). Paa Vestlandet og i Bergens Stift holder man derimod paa med