Vaarsildfisket i Januar Maaned, hvilket Fiskeri først i Februar afløses af Skrejfisket.
Naar Fiskeriet gaar godt til, og Veiret er roligt, er det morsomt paa Sjøen, thi under Sang og Skjemt
„Draatten ramler, og Lod ei stanser,
Og Kniv ei hviler paa Madingbræt,
Og Fisken op efter Snoren danser“.
Men det er ikke altid, at Veiret er stille og Fisken bider paa: efter en lang Dag under forgjæves Leiting paa Grundene og Fiskestøene, gjælder det om at komme hjem til Kvælds i en Storm af Modvind, – eller der ryker op en Storm af Havet, og Baaden skjærer Aldetoppene med to- eller tresyftet Sejl eller for en 3 Klørs Kuling, saa Folkene i Baaden neppe kan se hverandre for bare Sjødrev; da er det ofyse for Fiskeren, og før han kommer til Lands, er han bleven vaad til Skindet. Er der ovenikjøbet svær Sjøgang, da maa man sejle saavidt Baaden kan taale, for at undgaa Skavlene (Braatsjøerne), der alligevel af og til kommer brækkende ind over og slaar Baaden halv eller helt fuld; men da maa man bare drive paa for at sejle ud igjen noget af den indstyrtede Sjø, hvis man skal verge Livet. Naar Fisken er stelt, saavelsom naar det er Landleje, det vil sige, naar Storm forhindrer Fiskerne fra at komme paa Sjøen, fordrives Tiden med Kortspil, Snak om Sejling, Fiskeri og Baade, Smaafortællinger (Anekdoter), Søvn o. s. v.
Søndagen benyttes i Vaarfisketiden almindeligvis til at flække og salte Fisken. Der er især i Nordlandene liden Forskjel paa Helg og Yrke i Fiskeriets Tid; reiser man end ikke ud at fiske om Søndagen, saa udføres dog da alle Ærinder, Salt hentes m. m.; kort sagt, man skjøtter i den Tid næsten bare de timelige Fordele, thi man mener, at hvad der de forsømmes, ikke vel kan oprettes. Der gives dog naturligvis mange hæderlige Undtagelser; thi der er jo altid en
