Del, som godt fatter, at deres bedste Fordel ikke altid er at faa Meget, men at have Guds Velsignelse med det man faar, og at det saaledes ikke igrunden er noget Tab, om man for at benytte Søndagen til Sjælens Tarv, mister en eller to Sjøveirsdage om Ugen.
I Sjødistrikterne er Folket baade mindre kraftigt og mindre hændigt, end ind til Fjordene og til Dals. Selv i det udvortes bær de Præget deraf; thi medens Fjorde- og Dalefolket bestaar af ranke, velvoksne og smidige Karle, er Ømanden tykvoksen, sendrægtig og stiv, hvilket er en naturlig Følge af hans Levesæt og Næringsvej. Fjordefolket arbeider selv sine Gaardsredskaber og Husgeraad; dette kan Sjømanden ikke ialmindelighed, men henter slige Ting fra de indre Bygder; det er kun sine Fiskeredskaber han kan stelle til, og selv i dette kan en Dalemand gjøre ham det efter, naar han har set, hvordan det gjøres. Men naar det bær paa Sjøen, da vil Sjømanden nødig se sig overtruffet af Fjordmanden; i Baaden er han rask og vishændt, naar det røiner paa; han forstaar, hvad han skal gribe til, og det behøves ogsaa; thi paa Sjøen er der ofte kun Øieblikke om at gjøre mellem Livet og den vaade Grav.
Sandsen for aandige Sysler og boglige Kunskaber er saare liden ved Sjøkanten; i de fleste Huse findes kun Salmebogen, en Bønnebog og en Huspostille, og stundom tillige en Bibel eller et ny Testament, Dass Nordlands Trompet og en eller flere Viser og andre smaa Pjeser; disse Bøger bruges desværre heller ikke paa den rette Maade. At der hos mange Familiefædre og i mange Bygdelag har vedligeholdt sig den gamle vakre Skik at holde Morgen- og Kvældsbøn og at læse Texten om Helligdagene, er bra; men saalænge Kristendommen ikke er bleven Mennesket en Hjertesag, er nu dette ogsaa kun en Skik og intet mere; det viser ogsaa den Undseelse, en stor Del har for at følge denne Skik naar der er Fremmede tilstede. Lysten til Læsning er liden;
