dog har man tildels i den senere Tid faat Øinene op for
Nytten af at have lidt mere Kundskab, end før har været
almindeligt, og man maa haabe, at denne Indsigt efterhaanden
vil blive større og større, eftersom Folket vaagner op
til lidt mere aandeligt Liv, og at det vaagner, det spaar
den allerede frembrydende Morgendæmring; den gamle fortørkede
Stub holder paa at skyde smaa Skud. Vi er jo
nedstammet fra et Kjæmpefolk, og Sagaen om Forfædrenes
Bedrifter vil Sjømanden saavelsom Dalegubben gjærne høre
og fryder sig derved, og efterhvert som Fortidssagaen lever
op igjen paa Folkets Læber, vil nok noget af den gamle
Kjæmpeaand ogsaa levne op igjen i deres Hjerter.
er stygge Ting, saa stygge, at dersom jeg skulde fristes til at præke mod nogen enkelt udvortes Last, da maatte det være mod disse. Jeg tvivler nemlig om, at man kan nævne nogen menneskelig Lyde, der l sit hele Væsen er saa afskyelig som Sladder og Bagtalelse.
I By som i Bygd er der nok af dem, der næsten synes at mene, at de kun er til for at opsnappe og udsprede Rygter. I Byerne især har Mange det travelt med at gjøre alskens Bemærkninger om, hvad Folk spiser og drikker, hvorledes de er klæd, hvorledes man idethele ter sig i et Selskab, hvorledes man hilser og bukker o. s. v. Dog, var endda dette det værste, saa kunde ethvert selvstændigt Menneske altid have Kraft nok til at bære det. Men Rygtesmedene gjør sagtens ogsaa det, som værre er: angriber Folks Ære og gode Navn, forbitrer En Livet, fremkalder Splid og Uvenskab ja aarlangt Had mellem Grander, Slægtninger og fordums Venner – tildels endog Prosesser, hvorved Folk omsider gaar baade fra Gaard og Grund.
